259 / 660
252
DET KONGELIGE THEATER 1801—25.
1812 opførtes til Fødselsdagsforestillingen „F a r u k “,
Syngestykke i tre Akter af Oehlenschlager og Weyse, desværre
i en lidet tilfredsstillende Udførelse, der tilslørede Skjønhederne
i Kompositionen; og da denne efter Emnets Natur — et øster
landsk Eventyr — var holdt i et helt anden og maaske noget
vanskeligere Stil end Forgjængeren, var det skuffede Publikum
lidt reserveret overfor det nye Værk. Den kongelige Fødsels
dag fire Aar efter bragte et nyt Fællesarbeide af de to Venner:
„Lud l ams Hu l e “, Syngestykke i fire Akter. Texten har
vundet herostratisk Ry ved Baggesens sønderlemmende Kritik
af Handlingen, særligt af Mo’er Ludlams adsplittede Væsen, idet
han ud af Replikerne paaviser, at „hendes Sk y g g e tripper op
og ned ad Vindeltrappen, hendes Gj e n fær d sidder ved Brønden,
hun se l v myrder nede i Hulen, hendes Hove d ligger bundet
ned mod Hælene i Tinkisten, hendes mør e Ben ligge bag
Gulvet, hendes t r æ t t e Ben under Gulvet, hendes H j e r t e
brænder i Skjærsild for sig selv, og hendes Sjæl er et andetsteds
i Graven.“ Skjøndt Oehlenschlager ligesom paa Trods kaldte den
„en af sine kjæreste Digtninger“, er der Tegn til, at ogsaa
Theaterdirektionen betragtede den med en ingenlunde uberettiget
Skepsis, thi Stykket var udkommet i Trykken allerede mod
Slutningen af 1813, altsaa rimeligvis indleveret tidligere, men
maatte vente meget længe paa sin Antagelse. Baggesens vittige
Persiflage over „Ludlams Hule“ som Digterværk vilde dog neppe
have skadet Textens theatralske Anseelse, hvis dens Handling
ellers havde indeholdt taknemlige Arrangementer med musikalske
Tilknytningspunkter; men Ulykken var, at ogsaa dens sceniske
Virkning var svag og forvirret, ude afStand til at støtte Musiken,
saa at Komponisten ikke lagde Skjul paa sin Utilfredshed med
denne Text. Hvad den indeholdt af Godt, og hvad der særligt
laa for Weyse, var dens Rigdom paa Romancer, og her har hans
Geni sat nogle af sine herligste Frugter, idet han med uforlignelig
Skjønhed og Sanddruhed har gjenfødt Folkevisen, følt og ladet
Andre føle dens naive Udtryk for Vemod og Humor og med en
egen Kunst, ædel i al sin Jevnhed, forstaaet at føre denne tro
værdige Klang af den folkelige Sang som en Grundtone gjennem
hele sit Værk. Om Mad. Rosings gribende Fremstilling af
Mo’er Ludlam er talt S. 39; den øvrige Udførelse, især Jfr.