262 / 660
RØVERBORGEN.
255
Samvittighedsnag og Kamp med moralske Følelser, at de tvert-
imod lege med Mord og Drab som Drenge med deres Kjephest“.
Saaledes lyder Oehlenschlågers Opfattelse af hans Text, hvis
Emne var taget af en tydsk Ridderroman „Adelaide og Aimar“,
som han havde oversat i sin Ungdom. Baggesens Dom var,
som bekjendt, holdt i en anden Toneart. Han revser den
„grænseløse Skjødesløshed“, der raader i Stykkets Tidsinddeling,
idet „endel af første Handling spiller Dagen efter endel af den
anden og de sidste Scener af samme førend den allerførste;“
om „den hellige Røverknægt“ Camillo siger han, at „han hører
til Familien af disse splinternye oehlenschlagerske moralske
Mulatter, hvorom man kunde fristes til at sige med Jesper:
Man skulde tænke, en Løve havde været Herrens Fa’er og et
Faar Herrens Mo’er“. Stykket forekommer ham at indeholde
„en næsten utrolig fuldstændig Prøveliste paa alle de Feil,
Digteren for Skuepladsen, for Sangen, for Deklamationen og
selv for den blotte Læsning bør undfly. Det er, som om For
fatteren deri havde villet levere et Mester-Fuskeri ved Overtrædelse
af alle hidtil antagne Kunstens Regler. Saaledes er det f. Ex.
paafaldende, at han ikke har ladet det blive ved at blande
bundne og ubundne Vers iflæng med hinanden, som i nogle af
hans andre Stykker, men, ligesom for at indføre een Synd mod
de store Bud i
Digterlov.enmer, lagt sine elskovsfulde Damer i
sværmeriske Scener de haardeste Jamber og sine vilde Røvere
derimod i de græsseligste Optrin de blødeste rimede Vers i
Munden. Der fattedes virkelig blot, at Arierne skulde være
aldeles i Prosa, ligesom Mordfortællingerne ere i Rim, for fuld
kommen at bagvende den Lov, der hidtil har gjældt for An
bringelsen af Diktionens Dur og Moll i dramatisk Poesi. Næsten
heltigjennem bliver sjunget, hvad der egentlig blot burde tales,
og talet, hvad der bedre lod sig synge“. Med disse Udsættelser
skyder Baggesen unegtelig over Maalet, thi hvad der end kan
indvendes mod „Røverborgen“, ‘saa er dens Text vel indrettet i
musikalsk Henseende, baade hvad de hurtigt skiftende, indbyrdes
høist forskjellige Situationer, hvad Sangnumrenes Fordeling og
hvad deres rythmiske Behandling angaaer. Da nu Baggesen
selv maa indrømme, at „Røverborgen“ ialfald ikke er et Fuskeri
af den almindelige Art, at man „næsten imod sin Villie“ interesserer