260 / 660
KUHLAU.
253
Walter (Mad. Rind) som Clara og Kruse som Robin, var næsten
paa Høide hermed. Til en maadelig Text af C. J. Boye, „Flori-
b e l l a “, romantisk Drama i tre Akter, opført som Feststykke
den 29. Januar 1825, skrev Weyse en høist interessant, fint
karakteriserende og romantisk farverig Musik, der dog laa for
høit baade over de Spillendes og Publikums Horizont til at
kunne gjøre den fortjente Lykke.
Da n i e l F r e d e r i k Rudo l ph Kuh l a u blev født den
11. September 1786 i den hannoveranske By Uelzen, hvor hans
Fader var Hoboist og Musiklærer. I sit tiende Aar mistede
Frederik Kuhlau sit høire Øie ved at falde ned af en Trappe
med en Flaske, af hvilken et Skaar trængte ind i Øiet. Under
hans lange Sygeleie blev til hans Adspredelse et Klaver anbragt
tversover Sengen, og den Maade, hvorpaa han ved dets Hjælp
underholdt sig selv Dag efter Dag, aabenbarede hans medfødte
musikalske Begavelse for hans Omgivelser. Han fik en Organist
til Lærer i Klaverspil, øvede sig samtidigt paa det Instrument,
der senere blev hans Specialitet som Komponist: Fløiten, og
skrev allerede som Dreng Smaastykker for den. Omtrent ved
Aarhundredskiftet flyttede Familien til Hamborg, hvor Sønnen
maatte bøde paa dens knappe Kaar ved Musikundervisning, men
tillige selv fik Timer i Theori hos den ligesaa udmærkede som
strenge Lærer Schwenke. Efter en haard Skole blev Kuhlau
erklæret for udlært, hyldet af Mesteren som et fremragende
Talent og præsenteret som saadant i toneangivende Kredse.
Han optraadte nu som Koncertgiver og udsendte sine første
Kompositioner. Af Frygt for at blive tagen til Soldat afFransk-
mændene, som okkuperede Hamborg, flygtede Kuhlau i Slutningen
af 1810 til Kjøbenhavn og blev der saa med det samme. Den
23. Januar 1811 gav „Hr. Klaverspiller Kuhlau fra Hamborg“ en
Koncert paa det kgl. Theater og spillede ved denne Leilighed
sin nylig komponerede, senere til „hans Yen Weyse“ dedicerede
Klaveerkoncert i Cdur samt et stort „musikalsk Maleri“, kaldet
„Uveiret paa Havet“, ligeledes af egen Komposition.
Traditionen fortæller, at Kuhlau beboede et Kvistværelse
ovenover den Etage, som husede Oehlenschlager, og at den
musikalske Digter saa ofte frydedes ved de Toner, der trængte