261 / 660
254
DET KONGELIGE THEATER 1801—25.
ned til ham, at han besluttede at gjøre sin Husfælles Bekjendt-
skab. Dette førte til en nærmere Omgang, den unge Musiker
blev en jevnlig Gjæst i Digterhjemmet, og af Samlivet oprandt
et Samarbeide. „Weyse ønskede sig igjen et Syngespil at
komponere“, fortæller Oehlenschlager, „og den herlige Kuhlau
som endnu kun var bekjendt af sin Instrumentalmusik, bad mig
ligeledes skrive et.
Jeg overveiede, hvad
der kunde passe sig
for Begges Geni.
Kuhlau syntes mig
mere rask og effekt
fuld; i Weyses Musik
havde altid en vis
dyb, anende Fantasi
henrykket mig med
sine hulde Drømme
rier. Jeg skrev Køver
borgen for den Første
og Ludlams Hule for
den Anden. Røver
borgen har en broget
og uagtet sin Frem
stilling af Fare og
Grumhed munter Ko
lorit. Scenen fore-
gaaer i Provence,
Provencerosen fletter
sig ind i de Elskendes
Krans, Toner fra
Troubadurernes Tid lyde ind i enkelte Partier; fra det nære
Spanien skjænker Calderon et velklingende Yersemaal til at
flyve let over Røverscenerne, i hvilke man mere forbauses over
Røvernes naive Grumhed end forfærdes over deres Afskyelighed.
Det var ikke den tydske filosoferende Lidenskabelighed, den
mærkværdige fantastiske Tændersgnidsel, den sentimentale høie
Fortvivlelse, som vi beundre i Schillers Røvere, jeg vilde efter
ligne. I Røverborgen ere s yd l i ge Røvere, der lide saa lidt af