267 / 660
BALLETTEN.
259
Rolf, der har sin Kongekrone staaende paa sit Natbord, medens
Gjenfærdene af hans fire myrdede Gemalinder, hvis Lig ere op
hængte i hans Studerekammer, omsvæve ham i Drømme, ledsagede
af en Erkebiskop i fuldt Ornat og en flammende Indskrift paa
Væggen, vilde tiltrods for de brillanteste Soloer og Menuetter
blive udleet af vor reflekterende Samtid.“ 1811 opførtes „Romeo
og G i u l i e t t a “ , Ballet i fem Akter, og vakte en lignende
Furore. Galeotti var her vendt tilbage til sin tidligere brugte
Form med Sange og Kor indlagte i den mimiske Handling, og
Schalls henrivende Musik, en af hans ypperligste Kompositioner,
blev saaledes en dobbelt Støtte for Udførelsen. Ved denne var
der forøvrigt den Mærkelighed, at de vigtigste Rollehavende
vare nær ved eller paa den feile Side af Aldersgrænsen for
Terpsikores Dyrkere: Romeo spilledes af den enoghalvtredsinds-
tyveaarige Bournonville, Julie af den næsten fyrretyveaarige
Mad. Schall og Lorenzo af den otteoghalvfjerdsindstyveaarige
Galeotti. Men som de Elskende udførte deres Roller med ung
dommelig Fyrighed og gratieus Lethed, saaledes hvilede der
over Galeottis Munk et imponerende Udtryk af apostolisk
Værdighed. Da han til Belønning for denne Komposition og
sine andre Fortjenester af Scenen udnævntes til Ridder af
Dannebrog, maatte han dog afgive Rollen, fordi hans personlige
Optræden fra nu af betragtedes som en Krænkelse af Decorum.
Hans sidste Ballet var „Macbe t h“, fem Akter. Her var han
dog naaet udenfor det Omraade, hvor Mimik og Dans paa
fyldestgj ørende Maade kunne forklare Karakterer og Handling,
ligesom det ogsaa mærkedes, at Oldingens Fantasi var ifærd
med at slukkes. Der forekom vel enkelte effektfulde En
sembler og Tableauer, men den rette Forstaaelse af Emnet
manglede, en umaadelig Bredde svækkede Indtrykket, adskillige
naive Hjælpemidler, saasom Hexenes Forkyndelser, fiemstillede
som Transparent-Inskriptioner i tre Træer, faldt Tilskuerne-
for tarvelige, og endelig gjorde Ballettens Hovedoptrin. Hersker-
parret Macbeths Kroning efter det samme Ceremoniel, som havde
været fulgt ved Frederik den Sjettes Kroning paa Frederiks
borg, nærmest et komisk Indtryk og forfeilede ganske den
ventede Virkning.
17*