402 / 660
389
fastere droges Linierne for Figuren, og indtil Mesterskab ud
vikledes de Træk i Fremstillingen, der, bortseet fra den bærende
Understrøm af Lune, gav den Liv og Varme: det med den
fineste Følelse for Virkningen beregnede Forhold mellem Pausens
og Replikens Vægt, de tilsyneladende spontane, men med den
omhyggeligste Kunst indøvede Overraskelser i Replikens Be
toning, den uforlignelige Tørhed, der gav de morsomme Indfald
forøget Aplomb — det Hele støttet af Øiets og Ansigtsudtryk
kets Liv ikke mindre end af den vindende Personligheds Frihed
i Bevægelse og Holdning.
Af andre holbergske Figurer udførte Jfr. Petersen
Anneke i „Den politiske Kandestøber“, Columbine i „De Usyn
lige“, Marthe i „Jean de France“ og allerede 1846 Else David
Skolemesters i „Barselstuen“, en Rolle, som hun i en mere
fremrykket Alder gav en vægtigere Individualitet, saa at den
kom til at høre blandt hendes bedste Holbergskikkelser i det
følgende Tidsrum. I det klassiske Repertoire vandt forøvrigt
hendes Mette i „Kjærlighed uden Strømper“ fortjent Navnkun
dighed formedelst den ubrydelige Alvor, hvormed hun gjennem-
førte den tragiske Stil og derved opnaaede den høieste komiske
Virkning. I nyere dansk Litteratur finde vi hende 1845 som den
evigt forlovede Amalie i „De Uadskillelige“ og som den virk
somme Frøken Trumfmeyer i „Aprilsnarrene“, Aaret efter som
Jfr. Krapylius i „Gjenboerne“. I adskillige Drengeroller kom
hendes kjække og kvikke Væsen ret til Gjennembrud, saaledes
i „E t ubekjendt Mesterstykke“ som Stefano, i „Don Juan af
Østerrig“ som Peblo, i „Rataplan“ som Caprioe, i „Edvards
Sønner“ som Prins Richard. Hos Moliere var hun den selv
skrevne franske Soubrette; Martine i „Doctoren imod sin Villie ,
Frosine i „Den Gjerrige“ ogNicolette i „Den adelsgale Borger“
vare sprudlende friske Fremstillinger i denne Genre. Da det
sidstnævnte Stykke den 11. Februar 1846 gjenoptoges paa Re
pertoiret i Overskous meget frie Oversættelse, ledsagede et
stormende Jubeludbrud Nicolettes Replik om Intriganten boapin
(Phister), da Jourdain vil straffe ham for hans Skjelmsstykker.
„Nei holdt! Jeg tager ham til Mand for den Spilop, og Herren
giver os Udstyr.“ Tilskuerpladsens muntre Bifald betød en hjer
telig Lykønskning, thi Alle vidste, at Jfr. Louise Petersen to