405 / 660
3 9 2
DET KONGELIGE THEATER 1825—49.
teren frem i dem, at vise det individuelle Temperament bag det
almene Følelsesliv; denne Bestræbelse gav sig allerede tydelig
tilkjende ved hendes tredie Debut som Miss Harriet i „Torden
skjold“, en Rolle, livis originale Farve mere end hos de fleste
andre oehlenschlågerske Elskerinder kræver, at det bestemte
Karakterpræg ikke tabes af Sigte.
Hovedsagelig blev det, som allerede antydet, det moderne
franske Lystspil og Drama, der kom til at nyde godt af Jfr.
Ryges skarpe Intelligens, fine Smag og grundige Dannelse. En
hel Række af det høiere Selskabslivs Typer, fremstillede med
uovertræffelig Sikkerhed, hvad enten det er dybere Lidenskabe
lighed eller Overfladens glimrende Vid, der giver dem deres
Karaktermærke, udgjør Jfr. Ryges Repertoire i den halve Snes
Aar, hendes Kunst kastede Glans over Theatret: Herminie i
„Badet i Dieppeu, Dronningen i „Et Glas Vand“, Clemence i
„Advokatens D a tte r“, Grevinde Louise i „En Lænke“, Anais de
Crusac i „Napoleons Befaling“, Celestine i „Statsmand og Bo rger“,
Clemence i „En Bedstemoder“, Marquisen i „Møllen i Marly“.
I den høitragiske Stil glimrede Jfr. Ryge ved de to Opførelser,
som Victor Hugos Tragedie „Hernani“ oplevede 1846; hendes
Donna Sol, denne det franske Theaters kvindelige Forcerolle,
var en mægtig Forening af overlegen Aandskraft, den høieste
Noblesse og den lidenskabeligste Følelse, men end ikke denne
sjeldne Kunstnydelse kunde vinde Publikums Smag for den
fremmedartede Frugt. I dansk Digtning er Jfr. Ryges Navn
især kny tte t til Brosbølls dramatiske Debutarbeide „Eiaghs
Sønner“, hvor hun spillede In is’ voldsomme Rolle, til H. C. Ander
sens Eventyrkomedie „Lykkens Blomst“, der stillede hende en
Opgave af helt anden Art som den venlige, blide Skovfoged
kone Johanne, og til Heibergs Lystspil „Valgerda“, hvis inter-
essanteste Skikkelse, Vilhelmine, hun gjengav med beundrings
værdig fin og sikker Opfattelse af alle Karakterens Afskygninger.
Denne Rolle var en af de sidste nye, hun overtog. Hendes
ideale Natur følte sig i mange Henseender frastødt af Forholdene
ved Theatret, dets kunstneriske K raft syntes hende lammet eller
altfor lidet virksom, og hun benyttede sit Ægteskab med Grev
Ahlefeldt til at trække sig tilbage fra Scenen, efterat hun var
optraadt for sidste Gang den 26. Marts 1848 som F ru Fortuna