394-
DET KONGELIGE THEATER
1825—49.
til at vise sig i en Kappestrid med de vælske Struber, der havde
sat Kjøbenhavn i Extase den foregaaende Vinter. Det var sine
unge K ræfter, Theatret førte i Ilden ved dette Forsøg: Chr.
Hansen, Schram, Knudsen, Ferslew, og ikke mindst for dennes
Vedkommende blev Prøven bestaaet med Glans: hans dybe,
kraftfulde Basstemme syntes at maatte sikkre ham en betydelig
Plads i det fremtidige Repertoire. Ved Førsteopførelsen af
„Wilhelm Tell“ samme Aar blev da ogsaa W alter F lirst betroet
ham og udført med fremragende Dygtighed, og i de paafølgende
Saisoner sang han Saint-Bris i „Hugenotterne“, Kommandanten
i „Don Ju an “, Ypperstepræsten i „Vestalinden“, Rocheloup i
„Røverborgen“, Ariovist i „Norma“, Hiero i „Korinths Belei-
ring“ og Lord Syndham i „Czar og Tømmermand“. 1847 fik
han offentlig Understøttelse til at tage Undervisning i Paris og
blev her Elev af Garcia, som gav hans udmærkede Stemme og
musikalske Dannelse de mest lovprisende V idnesbyrd; en anden
af hans Læ rere, Pastou ved Konservatoriet, kaldte ham endog
i et Brev til den danske Generalkonsul „?e
plus beau fleuron de
ma couronne
“ og spaaede ham en Førsterangs Plads som Sanger.
Skjøndt saaledes en lovende Frem tid syntes at aabne sig for
ham i Udlandet, vendte Ferslew dog, pligttro som han altid
var, tilbage til Kjøbenhavn 1848 og blev her den selvskrevne
Overtager af Baspartierne i et sto rt Repertoire, hvis Omtale dog
tører ud over Grænsen for det her behandlede Tidsrum.
Michael og Johanne Rosings yngste Datter Antoinette
Louise blev i en Alder af enogtyve Aar 1812 gift med den tre
Aar ældre Carl Vilhelm W iehe, senere Justitsraad og Havne
skriver. Han var en Mand af et fint og distingveret Ydre, med
bestemt tegnede Ansigtstræk og et smukt Øie. Af Væsen var
han noget indeslu ttet, og tog han Del i en Samtale, yndede
han at føre den ind paa halvt mystiske Emner, saasom den
dyriske Magnetisme og andre af de hemmelighedsfulde Fæno
mener, der havde beskjæftiget Fortiden eller paany dukkede
frem som Gjenstande for almindelig Opmærksomhed, indtil der
kom en ny og optog Sindene.
Wieh.esLæsning angik for en
stor Del disse Sjælelivets Skyggesider, og ham selv omgav der
i Hjemmet noget af en Magikers Nimbus, thi han var et Stykke