412 / 660
MICHAEL WIEHE.
399
Betydning for Wiehe i de modtagelige Ungdomsaar. At Michael
allerede som Syttenaarig oversatte et Lystspil af Scribe
og Bayard („Tre Koner paa eengang“ , opført i December
1837)
og i den nærmest følgende Tid, medens han var Theaterelev
endnu et Par franske Smaastykker, skal blot anføres, fordi det
giver et Vink om et vist Maal af positive Kundskaber, om den
Formodning end ikke er udelukket, at den lærdere Yen ogsaa
liei kan være traadt hjælpende til; Høedt var selv kun tyve Aar,
da han leverede sin første Theateroversættelse.
Saaledes som Michael Wiehe nu var i sin tidlige Ung
dom, tavs og sær, lukket inde i sig selv, saa kun hans fortroligste
Omgang havde Anelse om hans Følelses og hans Fantasis indre
Flammestyike, hørte han ialfald ikke til dem, af hvilke der gaaer
tolv paa Dousinet. Men at det just skulde blive som Skue
spiller, han skulde vinde sig et Navn, at han netop skulde naa
den Harmoni mellem de ydre og de indre Evner, som denne
Kunst mere end nogen anden fordrer, det vilde ikke Mange
have dristet sig til at forudsige. Kun hans Nærmeste lod sig
ikke rokke i deres Tro; Ungdomsvennerne Gade, Høedt og Edv.
Helsted kjendte deres kjære „Mikkel“ og forudsaa det Tids
punk t, da den sælsomme Larve skulde sprænge Hylstret og
svinge sig op mod Lyset. Men det faldt ikke let at hævde
denne Tro midt i al den Skepsis, der omgav Michael Wiehes
første Skridt paa de verdensbetydende Brædder. Hans Debut
som Kosinsky i et Udtog af „Røverne“ ved en Sommerforestil
ling den 22. Jun i 1837 havde vakt mere Spot end Deltagelse;
det Keitede og Kantede, det tykke Mæle, Replikfremsigelsens
Mangel paa Egalitet virkede frastødende i denne som i de andre
Roller, der betroedes ham i de følgende Aar, og idet det Sære
ved hans Fremtræden tog sig ud som en mildest talt lidet beret
tiget Pretention hos det unge Menneske, virkede det irriterende
paa Publikum og afleirede en seig Opposition, der gjorde sig
døv og blind overfor de Fremskridt, som en villigere Modtage
lighed vilde have kunnet spore, og som skyldtes den Energi,
for ikke at sige Halsstarrighed, hvormed Wiehe midt under
Tvivl og Anfægtelser arbeidede paa at tvinge de ydre Midler til
at blive lydige og værdige Tjenere for hans kunstneriske
Inspiration.