413 / 660
400
DET
KONGELIGE THEATEK 1825—49.
Vfid Theatret var der dog, uden at han vidste det, et
opmærksomt Øie, som fulgte hans ufortrødne Stræben. „I nogle
Aar,“ fortæller F ru Heiberg, „havde jeg været opmærksom paa
et ganske ungt Talent, som hidindtil kun havde spillet ubetyde
lige Roller, men hvor det forekom mig at Glimt af noget Eien-
dommeligt, Ualmindeligt tittede frem. Dette Talent var Michael
Wiehe. Mangen Aften gik jeg paa Komedie, naar jeg vidste, at
dette ganske unge ubekjendte Menneske havde om end den ube
tydeligste Rolle i Stykket, selv om det kun var en enkelt Replik,
han havde at fremsige; ja endog til Balletterne gik jeg af og
til, fordi han der figurerede i Koret for at. vinde Frihed i at
bevæge sig paa Scenen. Jeg kjendte ham ikke personligt paa
dette Tidspunkt, og Ingen anede, at den Opmærksomhed, jeg
helligede ham, var et Forsøg paa om muligt at opdage et ny t
Talent i Elskerfaget, hvortil Theatret saa haard t trængte. Mere
og mere fik jeg Vished for, at mit Syn ikke bedrog mig, og at
dette endnu ubekjendte Talent skulde faae en rig Fremtid, blive
en Støtte for Theatret.“
Ved Fru Heibergs Hjælp fik Wiehe, halvfemte Aar efter
sin Debu t, sin anden større Rolle i Dumas’ Femaktskomedie
„E t Ægteskab i Ludvig den Femtendes T id“, som blev opført
nogle faa Gange i Begyndelsen af 1842. Stykket har to E lsker
roller, en modnere Mands, som Vilh. Holst var selvskreven til,
fordi alene hans Autoritet hos Publikum var istand til at bære
den, og en ung Tilbeders, Marquis de Valclos’, meget betydelige
Rolle, hvis Besættelse Theatret var i stor Forlegenhed med.
F ru Heiberg overtalte da Direktionen til at betro den til Wiehe,
hun gjennemgik den med ham Replik for Replik, og han udførte
den, trods alle Begynderfeil og manglende Sands for Figurens
franske Karak ter og Tidsfarve, til sin Læremesterindes Tilfreds
hed — men ingenlunde til Publikums. „En ny Elsker ved et
Theater har meget at kjæmpe imod,“ siger F ru Heiberg, hvor
hun skildrer Wiehes Stilling i denne Brydningstid. „Man savner
den vante Personlighed i disse Roller. Publikum er da ligesom
en Elskerinde, hvem man vil tvinge .til at tilbede en ny Gjen-
stand. De unge Damer, der i „Ørkenens Søn“ havde sværmet
for Holst, vare formeligt forbittrede paa den unge Mand, der
vovede at gjøre Mine til at fortrænge den, de nu havde vænnet