419 / 660
4 0 6
DET KONGELIGE THEATER
1825—49.
viisning, halshugger Du mig med en gylden Øxe,“ hvilke Ord
han ledsagede med en heftig Bevægelse med Haanden tvers
over Halsen, lød Raabet „Brand“ fra flere af Tilskuerne, Folk
reiste sig i Logerne, og der kom bølgende Bevægelse i Parket
og Parterre.
A u
Lorenzo-Nielsen med Haanden paa H jertet
henvendte sig til Publikum med den Forsikkring, at der ikke
var nogen Fare, beroligede ikke Publikum; Folk trængtes mod
Udgangene, og Tæppet gik ned. Snart efter gik det dog op
igjen, og Holst viste sig for med den mandige Troværdighed,
der var ham egen, at erklære, at de tilstedeværende Brandfolk
havde undersøgt Alt og fundet Ild i en Bjælke i Kjælderen;
den var nu slukket, og de indestod for, at der ikke var nogen
Fare ved at for Isætte Forestillingen. L idt efter lidt vendte de
Flygtende tilbage til deres Pladser, paany gik Tæppet op for
Munkens Celle, og Romeo tog fat, hvor han havde sluppet:
„.. . halshugger Du mig med en gylden Øxe og smiler ad det
Slag, der dræber mig.“ Men Stemningen paa Tilskuerpladsen
som paa Scenen var brudt, man kunde høre Brandfolkene tumle
i Kjælderen, Tankerne kunde ikke med et Øiebliks Varsel kom
manderes tilbage fra Virkeligheden til Kunsten, og kun med
halv Opmærksomhed fulgtes Handlingens videre Gang.
Fru
Heiberg kalder Aftenen en af de smerteligste, hun har oplevet
paa Theatret, og heller ikke Wiehe kunde være i nogen løftet
Stemning, da han vendte hjem efter Forestillingen for at slutte
Fødselsdagen i sine Venners Kreds. Ju s t i denne vedblev der
forøvrigt at være delte Meninger om hans Spil som Romeo, og
særligt Veninderne fand t, at den erotiske Trolddom, der burde
udstrømme fra en Rolle som denne, hemmedes i sin Virkning
af noget køligt Karakteriserende, noget forstandsmæssigt Fo r
beholdent, der forstyrrede den Forestilling om Julies Elsker,
som de bar i deres H jerte og Fantasi, og som Wiehe bedre end
nogen Anden vilde have kunnet give Liv og Blod, hvis han
uden Tilbageholdenhed havde overladt sig til sit kunstneriske
Instink t alene. At han ikke gjorde de tte , tilskrev man Paa-
virkningen fra hans svorne Ven F. L. Høedts Side, og Dommen
om denne var af denne Grund ikke gunstig blandt Wiehes Om
givelser, hvormeget man end maatte beundre de glimrende
Talenter, hans Ven i andre Henseender lagde for Dagen. Muligt