420 / 660
MICHAEL WIEHE.
4 0 7
er det jo , at Høedts forstandsklare æsthetiske Raisonnement,
hans kløgtige, men kolde Analyse og hans udprægede Retning
henimod en realistisk Fremstillingskunst havde været bedre paa
sin Plads overfor enhver Anden end Wiehe rned hans kunst
neriske Umiddelbarhed og aldeles egenartede Natur, der, just
fordi den fandt det Rette intuitivt og kun lidet gjorde sig
Regnskab for Midlerne, let kunde lade sig imponere af den dag
lige Omgangsvens overlegne Kundskaber og theoretiske Indsigt;
men dels var Wiehes Selvstændighed ingenlunde saa let at bøie,
som man stundom har givet det Udseende af, mg dels havde
Høedt for stor en Respekt for
hans kunstneriske Egenart til at
han, som Fru Heiberg i en let
forklarlig Uvillie udtaler, skulde
have latterliggjort og parodieret
Wiehes lyriske Form for at faae
ham omvendt til Realismen. Det
ubrødeligeVenskab, der knyttede
disse to saa høist forskjellige,
men lige selvbevidste Naturer til
hinanden hele Livet igjennem,
var ikke en Underordnelse som
Elevens under Læreren, ogWiehe
lod sig ikke af Spot, men kun
af Overbevisning føre ind paa
nye Veie, naar han selv troede,
de kunde aabne hans Kunst nye
Muligheder. Han hørte opmærksomt paa æsthetiske Raisonne-
menter, forstod dem ogsaa trods sin Taushed, men fulgte støt
alene sin Genius’ Yink.
Efter Lære- og Kampaarenes langsommelige Forløb stod
han ved Udgangen af Perioden paa sin Berømmelses Tinde og
hævdede sig der ved en Række Kunstydelser, hvis Genialitet
vakte en stedse stigende Beundring. Han var forgudet af
Publikum som den skjønneste og reneste Aabenbanng af mandig
Adel og erotisk Fylde. For Damerne svimlede det, naar de
ramtes af hans Blik eller hørte hans Stemme. De havde ondt
ved at tilgive den Kvinde, der var bleven hans Hustru efter en
F . L . H ø e d t .
Ungdorasportrait efter en Blyantstegning.