417 / 660
404
DET KONGELIGE THEATER
1825—49.
Inderlighed dybt bevægede Høst, fuld af Virkning, og dog saa
tilbagetrængt, saa lidt læggende an paa Virkning, saa ren, man
kan gjerne sige saa kydsk i sin lidenskabelige Elskovsflamme,
medbringende ved sin hele Personlighed og sit Spil Romantikens
henrivende Stemning. Selv den raaeste Tilskuer maatte gribes
heraf, og de bleve grebne“. Ved Siden af denne den kyndige
Indsigts Dom kan stilles en Udtalelse fra Tilskuerpladsen, en
gammel Dames Ind tryk fra Ungdomsdagene. „Blandt Alt, hvad
Michael Wiehe skabte paa Scenen,“ hedder det i Mathilde Rein-
hardts Familieerindringer, „var vel neppe Noget mere fuldendt,
ogsaa hvad Skjønhed angik, end Troubadouren Tristan lige fra
det Øieblik, da hans ridderlige Skikkelse og høie E jerbaret
udfyldte den snevre Indgang gjennem F je lde t, der førte ham
ind til Jolanthes skjulte Bolig. Den Blanding af Overraskelse,
Beundring, Æ refryg t og Medlidenhed, hvoraf hans Kjærlighed
voxede frem; hans utrolig deilige Foredrag af Troubadour
sangene og hans af Haab og F ryg t skjælvende Forklaring af
Synets Sands — alt dette havde helt taget Idealet op i sig.“
I Marts 1848 var Michael Wiehe for første Gang Chevalieren i
„Ninon“, i sit Sammenspil med Titelrollen Bærer af Stykkets
tragiske Konflikt, og dette Sammenspil var af en saadan Art,
at Digteren erklærede, man forgjæves kunde reise Europa rundt
for at finde Magen til det. „Chevaherens Rolle maa vistnok
ansees for en af M. Wiehes fortrinligste,“ siger Fru Heiberg;
„den skjønne, ungdommelige, naive Inderlighed, hvormed han
spihede den første Del af Rollen, den erotiske Lidenskabs
Styrke, som han formaaede at lægge fo r Dagen i den sidste
Del, er vist aldrig overtruffen af Nogen. I femte Ak t, hvor
Lidenskaben stiger til en Slags Vanvid, maa han være ufor
glemmelig for Enhver, der har hørt disse dybe, hjerteskjærende
Toner, seet dette Udtryk i Øiet, hans stumme Spils fuldendte
Kunst; i alt dette var der en Illusion, der greb og maatte gribe
enhver Tilskuer, som det greb mig. Saaledes at spille sammen,
som vi To he r, er en Nydelse, som de Færreste kunne gjøre
sig nogen re t Forestilling om.“
Af det stadigt voxende Repertoire, som i den sidste Halv
del af Fyrrerne tilfaldt Wiehe, kan særligt fremhæves den af sin
devote Svigermoder kujonerede, men af en let lihe Perial encou-