414 / 660
MICHAEL WIEHE.
4 0 1
sig til at betragte som det ideale Udtryk for deres ungdomme
lige Sværmerier. Hvor ofte hørte jeg ikke de mest forskjellige
Damer udbryde paa det velbekjendte kjøbenhavnske Modesprog:
„Gud, F ru Heiberg, hvor han er rædsom, denne Wiehe! Hvor
kan De udholde at spille med ham? Han kan jo ikke gaa, og
hvilket Mæle! Og saa skeler han jo! Skal vi nu herefter plages
med ham, saa er jo al vor Glæde forbi“ o. s. v. o. s. v. Jeg
skylder mig selv det Vidnesbyrd, at alle disse umotiverede
Domme ikke et Øieblik rokkede min Tro paa Wiehes Fremtid.
Je g kjæmpede for ham tilhøire og tilvenstre og fik mangen Dadel
til at forstumme ved mine Argumenter for hans øiensynlige Kald
for Scenen.“
Maaske var det Fru Heibergs Protektion, der lidt efter
lidt fik ogsaa de andre sceniske Kunstnere til at se med mildere
Øine paa den unge Skuespiller. Da Holst 1843 traadte ud af
den Forening, som arrangerede Sommerskuespillene, blev Wiehe
indlemmet i Kredsen og fik Ledighed til at udføre adskillige
større Folier: d’Aubigny i „Gabrielle de Belle-Isle“, Grev de
Bussieres i „De Utrøstelige“, Ferdinand Alba i nogle Scener af
Goethes „Egmont“ og flere Fremstillinger, i hvilke baade hans
erotiske Følelsesudtryk og hans Evne for det Letkomiske kom
til at lægge sig for Dagen paa en Maade, der vakte Opmærk
somhed for ham: man begyndte saa smaat at forsone sig med
„det Underlige“ hos ham og at fæste Øiet paa de Momenter i
hans Spil, der tydede paa en stærkt og eiendommeligt bevæget
indre Livsstrøm, som kjæmpede for at finde et passende Leie
at flyde i. Men, som sagt, det var endnu kun med smaa Ind
rømmelser og store Forbehold, at Anerkjendelsen udtalte sig.
End ikke hans Aladdin betegnede noget afgjørende Gjennem-
brud. E fter at Holst havde spillet Rollen tyve Gange, tilfaldt
den Wiehe ved Stykkets Gjenoptagelse den 30. Oktober 1842.
Han manglede en Grundbetingelse for at kunne fremstille denne
Lykkens kaarne Yndling, „Naturens muntre Søn“, saaledes som
et beslægtet Digtertemperament har skildret ham. det Aabne,
F re id ig e , Ligeglade, som skal kjendetegne Skikkelsen i den
første Del af dens Fremtræden, var Wiehes Naturel omtrent
stik imod. Des fyldigere og skjønnere kom Rollen til sin Ret
i den sidste og større Scenerække: Kjærlighedens Opvaagnen