410 / 660
897
lians Øine virkelig sad noget for tæt ved hinanden og under
tiden et Øieblik kunde krydses, var uomtvisteligt,“ siger en
Ungdomsveninde om ham, „men naturligvis blev det, da han
først var trængt igjennem, kun en Tiltrækning mere ved hans
Ydre.“ Stemmen havde han ikke i sin Magt; den klang tykt
M i c h a e l W i e h e .
Tegnet af Vermehren.
og hu lt, og skulde den bruges i Lidenskab, stødte han Ordene
frem. I det rolige Foredrag derimod, især naar han oplæste et
Digterværk, som var ham kjært, besad han tidligt nogle af de
daarende Toner, som senere bleve den skjønneste Ørenfryd for
Tilskuerpladsen, og hans Diktion var da saa ren og sand, at