415 / 660
4 0 2
DET KONGELIGE THEATEK
1825—49.
og lidenskabelige JBekjendelse, Tungsindet og Vanviddet, Resig
nationens gjenvundne F red , Besiddelsens rolige Lykke efter
Gjen erhvervelsen af Lampen og .endelig Vemodets milde Stem
ning, da Aladdin fra Høihedens Tinde kaster Blikket tilbage paa
Barndommens sorgløse Dage og Modgangens tunge Tider. Der
var i den unge Skuespillers Fremstilling af disse Sindstilstande
en Dybde i Følelsen og en poetisk Magt i Ud trykket, som
aabnede den opmærksomme Tilskuer et Blik ind i et Kunstner-
temperament med Rigdomme af sjelden Lødighed og eiendom-
melig A rt; men skjøndt Udførelsen af Aladdin bragte Wiehe
megen Anerkjendelse og forsonede en Del af Modstanden imod
ham, var Interessen for den dog udtømt efter tre Forestillinger
og skabte ham saaledes ikke noget fast Grundlag for senere
Erobringer. Hans Stjerne var imidlertid dog i Opgang. Som
Elskeren i det muntre Lystspil
„Romeo e OiulieUau
vandt han
Bifald for Liv og Frihed i sin Optræden, som den ridderligt
sværmende Prins Julian i Hertz’s romantiske Skuespil „Amanda“
tvang han ved sin Erotiks varme Sprog Huset til stille, andagts
fuld L y tten , men S tykket maatte dog henlægges efter kun fire
Opførelser; hans Don Juan i Molleres Komedie greb ved sin
dæmoniske Skjønhed, og adskillige andre Roller — Claude i
„Pigen i Lyon“, Allan i „Eiaghs Sønner“ f. Ex. — viste umis-
kjendeligt, at han begyndte at faae Magt over Publikum, at
tvinge det ind under Paavirkningen af en Personlighed, hvis
særegne Væsen fra først af havde frastødt det ligesaa stærkt,
som dens Eiendommeligheder, luttrede i Kunstnersjælens flam
mende Ild, nu mere og mere drog det til sig.
F ru Heiberg siger om Wiehe i denne Overgangstid, at
han var „forlegen, man kunde gjerne sige undseelig som en
P ige, uden derved at miste en ædel Mandighed i sin Frem
træden,“ men bag det Stille, Tilbageholdne i hans Færd opdagede
man dog uden Vanskelighed en meget stor Lidenskabelighed
og en stor Ømfindtlighed og Pirrelighed. „Det stille Drømmende
i hans Væsen gjorde, at hans Fremstillinger ikke sjeldent led
af en Mathed, der trængte til et Incitament fra hans Medspil
lendes Side. Ofte naar han saaledes faldt hen, gav jeg ham et
for Publikum ubemærket Tegn, et Tegn, han forstod, og som
da fremkaldte en Spøg imellem os, der hjalp til atter at sætte
Liv i ham. Han. var i høi Grad afhængig af sine Medspillende;