418 / 660
MICHAEL WIEHE.
4 0 5
ragerede unge Ægtemand Colombet i „Ude og hjemme“, den
kontemplative Raisonneur Møller i „Embedsiver“ , Horace i
„Fruentimmerskolen“, Hans Tkomassøn i „Trolddom“, Kiartan i
„Kiartan og Gudrun“. Endog i Vaudevillerne fandt man Anven
delse for Wiehe; han spillede den alvorlige Eibæk i „Eventyr
paa Fodreisen“ og var til Publikums store Henrykkelse den ene
Aften Linddal i „Abekatten“, den anden Jochum i „En Søndag
paa Amager“.
Elskeren over alle Elskere, selve ung Romeo, maatte
naturligvis ikke savnes paa den romantiske Erotikers Repertoire.
Shakspeares Sørgespil havde hvilet siden 1829, da Jfr. Patges
havde udført Julies Rolle for sjette,Gang. Først i December
1845 blev det gjenoptaget for at give en Debutantinde, Jfr.
Emma Meier (senere, som Mad. Cortes, „Provinstheatrenes Fru
Heiberg“) Ledighed til at optræde i den kvindelige Hovedrolle,
til hvilken hendes lavstammede Figur passede ligesaa daarligt
som hendes meget selvbevidste viltre Væsen; paa hendes Mangler
søgte den „Berlingske Tidendes“ uforbeholdent protegerende
Theaterkritik under gamle Nathans ons Auspicier at bøde ved
atter og atter at fremhæve Debutantindens fortræffelige Evner,
og hun udførte Julies Rolle syv Gange med Michael Wiehe som
sin Romeo. Efter hende traadte Fru Heiberg ind paa sin gamle
Plads, og den 23. Januar 1847 — paa Wiehes syvogtyveaars
Fødselsdag — gik „Romeo og Ju lie“ for første Gang over
Scenen med Theatrets ypperste og nu saa nøie sammenspillede
E lskerpar i Hovedrollerne. Det blev en meget bevæget Aften,
af forskjellige Grunde uforglemmelig for Tilskuere som for Per
sonale. I Begyndelsen af tredie Akt, hvor Budskabet om
Tybalts Død og Romeos Forviisning hensætter Julie i den
stærkeste Sindsbevægelse og fremkalder lange lidenskabelige
Udtalelser, bemærkede Fru Heiberg under en af disse, at der
steg Røg op fra Gulvet, hvor hun stod. Skjøndt det strax gik
op for hende, at der var Ild i Theatret, førte hun dog Scenen
til Ende, og Dekorationsforandringen til Lorenzos Celle fandt
Sted. Ret langt naaede man dog ikke ind i denne Scene, som
spilledes af Nielsen og Wiehe, før Røglugten trængte ud paa
Tilskuerpladsen og begyndte at vække Uro der, og da Wiehe
var kommen til Repliken: „Naar Du giver Død det Navn Foi-