Previous Page  418 / 660 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 418 / 660 Next Page
Page Background

MICHAEL WIEHE.

4 0 5

ragerede unge Ægtemand Colombet i „Ude og hjemme“, den

kontemplative Raisonneur Møller i „Embedsiver“ , Horace i

„Fruentimmerskolen“, Hans Tkomassøn i „Trolddom“, Kiartan i

„Kiartan og Gudrun“. Endog i Vaudevillerne fandt man Anven­

delse for Wiehe; han spillede den alvorlige Eibæk i „Eventyr

paa Fodreisen“ og var til Publikums store Henrykkelse den ene

Aften Linddal i „Abekatten“, den anden Jochum i „En Søndag

paa Amager“.

Elskeren over alle Elskere, selve ung Romeo, maatte

naturligvis ikke savnes paa den romantiske Erotikers Repertoire.

Shakspeares Sørgespil havde hvilet siden 1829, da Jfr. Patges

havde udført Julies Rolle for sjette,Gang. Først i December

1845 blev det gjenoptaget for at give en Debutantinde, Jfr.

Emma Meier (senere, som Mad. Cortes, „Provinstheatrenes Fru

Heiberg“) Ledighed til at optræde i den kvindelige Hovedrolle,

til hvilken hendes lavstammede Figur passede ligesaa daarligt

som hendes meget selvbevidste viltre Væsen; paa hendes Mangler

søgte den „Berlingske Tidendes“ uforbeholdent protegerende

Theaterkritik under gamle Nathans ons Auspicier at bøde ved

atter og atter at fremhæve Debutantindens fortræffelige Evner,

og hun udførte Julies Rolle syv Gange med Michael Wiehe som

sin Romeo. Efter hende traadte Fru Heiberg ind paa sin gamle

Plads, og den 23. Januar 1847 — paa Wiehes syvogtyveaars

Fødselsdag — gik „Romeo og Ju lie“ for første Gang over

Scenen med Theatrets ypperste og nu saa nøie sammenspillede

E lskerpar i Hovedrollerne. Det blev en meget bevæget Aften,

af forskjellige Grunde uforglemmelig for Tilskuere som for Per­

sonale. I Begyndelsen af tredie Akt, hvor Budskabet om

Tybalts Død og Romeos Forviisning hensætter Julie i den

stærkeste Sindsbevægelse og fremkalder lange lidenskabelige

Udtalelser, bemærkede Fru Heiberg under en af disse, at der

steg Røg op fra Gulvet, hvor hun stod. Skjøndt det strax gik

op for hende, at der var Ild i Theatret, førte hun dog Scenen

til Ende, og Dekorationsforandringen til Lorenzos Celle fandt

Sted. Ret langt naaede man dog ikke ind i denne Scene, som

spilledes af Nielsen og Wiehe, før Røglugten trængte ud paa

Tilskuerpladsen og begyndte at vække Uro der, og da Wiehe

var kommen til Repliken: „Naar Du giver Død det Navn Foi-