411 / 660
398
DET KONGELIGE THEATER 1825—49.
Ordene fik deres fuldeste Betydning i hans Mund. „Naar han
havde været hos os til Middag eller kom om Aftenen,“ fortæller
den ovenfor citerede gamle Dame, „og Ordenes Knaphed tog til,
fandt vi snart paa en Maade at lade dem flyde i den deiligste
Strøm ved at bede ham læse E t eller Andet for os. Af danske
Digtere var det mest Paludan-Muller, han læste; men vi fik ham
ogsaa til at bryde den Begel, han som god Elev havde sat sig:
kun at foredrage, hvad han k jend te, og at læse Ting, som vi
syntes netop kunde passe for ham. Blandt Andet læste han
Goetlies Tasso, vistnok uforberedt, og han maa ogsaa have læst
Nathan der Weise, ellers kunde Tempelherren og h a n s Person
lighed ikke falde saa ganske sammen for mig til E t.“
Denne Ungdomserindring antyder Michael Wiehes tause,
indesluttede Væsen. Han var lidet meddelsom, og det kunde
se ud,, som om hans Tankeapparat kun langsomt lod sig sætte i
Bevægelse; hvor et Spørgsmaal var under Debat, mødte han
sent frem med sit Indlæg, saa sent, at Diskussionen stundom
var bøiet ind paa helt andre Baner, inden han havde faaet
Sagen drøftet færdig med sig selv og kom med sit Votum, som
da til Gjengjæld havde den veloverveiede Paalideligheds Vægt,
men som oftest var for tung en Ballast i en letflagrende Sam
tale. At denne Langsomhed ikke skyldtes aandelig Træghed,
vidner Citatet dog ikke mindre om ved at nævne nogle af de
digteriske Storværker, der opfyldte ham. Han levede i sin
Tanke sammen med Digtningens ideale Skikkelser, men hans
Mund var snarere et Segl for den Verden, hvori han førte sit
tause Liv, end en Kilde, gjennem hvilken dens Skjønhed kunde
strømme ud til Andre. Det er betegnende nok, at det er
Paludan-Miillers rene og skjære Poesi, mest i fortællende Digte
som „Beatrice“, „Vestalinden“, „Slaven“, „Lucifers F a ld “, der
tiltalte Wiehes kydske Natur. Naar han senere blev en ivrig
Læser af Søren Kierkegaard, har det sikkert ogsaa været dennes
ideale Strenghed mere end hans dialektiske Smidighed, der har
fængslet ham. Forøvrigt tør det nok antages, at det har været
hans jevnaldrende Ven Frederik Høedt, selv en begeistret Fo r
kynder a f Kierkegaards S to rhed , der har ført ham ind i denne
nye Verden, ligesom Høedts Intelligens og reflekterende Evne
ikke mindre end hans litteraire Viden har havt sin udviklende