Previous Page  409 / 660 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 409 / 660 Next Page
Page Background

396

DET KONGELIGE THEATEE

1825—49.

hold til Mad. Anna Wexschall. Hendes runde, lidt rynkede,

men sjæl- og yndefulde Ansigt gik igjen i den ene af de be-

kjendte Sønners, Vilhelms, Fysiognomi, medens Faderens lang­

agtige Træk gjenfandtes hos Michael og Johan.

I en langA arrække boede Familien Wiehe paa Kristians-

havn, paa en anden Sal i Overgaden neden Vandet, med Udsigt

over Kanalen til Børnehuset og Frelserens Kirke. I Begyndelsen

af Fy rrerne, da Michael var en ung Theaterelev, boede af

Brødrene kun han , den nylig konfirmerede Vilhelm og den

yngste Søn Johan i Hjemmet; den ældste, Jacques, var som

dansk Ju ris t ansat paa et Godskontor, og den næstældste, Fritz,

der studerede Filologi, var Alumnus paa Borchs Kollegium.

Huset styredes af den praktiske og originale ældste Datter

Hanne, en selvstændig og dygtig Personlighed, som under sin

overlegne Ledelse af Forholdene kaldte sin Modef „min P ig e“,

var Faderens erklærede Yndling, sine Brødres og sin eneste

Søster Louises omsorgsfulde Forsyn og den ordnende, sammen­

bindende Aand i Hjemmet. Dette var rig t paa god og hyggelig

Selskabelighed, tarvelig efter Tidens Skik, hvad de materielle

Nydelser angik, men livlig ved den megen Ungdom, som Søn­

nerne drog tilhuse.

Af disse var Bedstefaderens Navne M i c h a e l R o s i n g

W i e h e født den 23, Januar 1820. Han var efter Konfirmationen

bleven anbragt paa et Magistratskontor, men Kunstnerblodet

gjorde sin Ret gjældende og drev ham til Theatret. Han blev

antagen som Elev. fikS tage til Regisseur og gjorde i en Del Aar

den sædvanlige Theatertjeneste, uden at han i nogen Henseende

syntes at love mere end Kammeraterne, ja han stod vel snarest

tilbage for dem i Henseende til de Muligheder, han syntes at

indeholde. Han var en velvoxen Yngling, men uden fast Hold­

ning, keitet og sky i sit Væsen. Hans Profils Linier faldt ikke

sammen med den Vinkel, som sædvanligvis ansees for at betegne

Intelligens og aandeligt Liv; Panden var tilbagegaaende, Næsen

derfor stærkt fremtrædende, og han fandt selv med Mismod, at

han „lignede et F a a r“, sagtens uden at han har havt den Trøst

at vide eller lægge Mærke til, at en saa betydelig Personlighed

som Weyse havde den samme Ansigtsform. Hans Blik var

smukt, skjøndt der var dem, der paastod, at han skelede. „At