396
DET KONGELIGE THEATEE
1825—49.
hold til Mad. Anna Wexschall. Hendes runde, lidt rynkede,
men sjæl- og yndefulde Ansigt gik igjen i den ene af de be-
kjendte Sønners, Vilhelms, Fysiognomi, medens Faderens lang
agtige Træk gjenfandtes hos Michael og Johan.
I en langA arrække boede Familien Wiehe paa Kristians-
havn, paa en anden Sal i Overgaden neden Vandet, med Udsigt
over Kanalen til Børnehuset og Frelserens Kirke. I Begyndelsen
af Fy rrerne, da Michael var en ung Theaterelev, boede af
Brødrene kun han , den nylig konfirmerede Vilhelm og den
yngste Søn Johan i Hjemmet; den ældste, Jacques, var som
dansk Ju ris t ansat paa et Godskontor, og den næstældste, Fritz,
der studerede Filologi, var Alumnus paa Borchs Kollegium.
Huset styredes af den praktiske og originale ældste Datter
Hanne, en selvstændig og dygtig Personlighed, som under sin
overlegne Ledelse af Forholdene kaldte sin Modef „min P ig e“,
var Faderens erklærede Yndling, sine Brødres og sin eneste
Søster Louises omsorgsfulde Forsyn og den ordnende, sammen
bindende Aand i Hjemmet. Dette var rig t paa god og hyggelig
Selskabelighed, tarvelig efter Tidens Skik, hvad de materielle
Nydelser angik, men livlig ved den megen Ungdom, som Søn
nerne drog tilhuse.
Af disse var Bedstefaderens Navne M i c h a e l R o s i n g
W i e h e født den 23, Januar 1820. Han var efter Konfirmationen
bleven anbragt paa et Magistratskontor, men Kunstnerblodet
gjorde sin Ret gjældende og drev ham til Theatret. Han blev
antagen som Elev. fikS tage til Regisseur og gjorde i en Del Aar
den sædvanlige Theatertjeneste, uden at han i nogen Henseende
syntes at love mere end Kammeraterne, ja han stod vel snarest
tilbage for dem i Henseende til de Muligheder, han syntes at
indeholde. Han var en velvoxen Yngling, men uden fast Hold
ning, keitet og sky i sit Væsen. Hans Profils Linier faldt ikke
sammen med den Vinkel, som sædvanligvis ansees for at betegne
Intelligens og aandeligt Liv; Panden var tilbagegaaende, Næsen
derfor stærkt fremtrædende, og han fandt selv med Mismod, at
han „lignede et F a a r“, sagtens uden at han har havt den Trøst
at vide eller lægge Mærke til, at en saa betydelig Personlighed
som Weyse havde den samme Ansigtsform. Hans Blik var
smukt, skjøndt der var dem, der paastod, at han skelede. „At