503 / 660
EOMEO E GrIULIETTA.
489
og D ialo g , lig e sa a lidt som man v ild e tro paa Muligheden af,
at han kunde undfange en saa h eld ig Id e som den, h vo rfra
S t y k k e t er udsprunget. Han nød derfor i Stilhed den Trium f,
som dets h yp p ige Opførelser, haarne a f et udmærket Spil, skaffede
ham og traad te først en h alv Snes A a r senere frem som dets
F o rfa tte r.
„D en n ye B a rse lstu e “ er indtil 18 7 5 gaaet enogtre-
sind styve G ange over Scenen. Men Andersen s næste L y stsp il,
„ H e r r R a s m u s s e n “ , der ligeledes ind leveredes anonymt, og i
h vis D ia lo g Censuren fandt F am ilieligh ed med Fo rg jæ ng eren j
fa ld t til Jo rd e n efter een Opførelse, som endte med stærk P ib -
n ing. — O e h l e n s c h l a g e r s F ire a k ts-L y stsp il „ T r i l l i n g b r ø
d r e n e f r a D a m a s k “ g ik i B egyn d elsen a f Saisonen 1 8 3 0 - 3 1
tre G an ge og havde dermed endt sin scen iske T ilvæ relse. D ets
F o rd rin g til at tre Skuesp illere skulde ligne hinanden ind til
F o rv e x lin g og dog væ re høist fo rsk je llig e a f R a r ak t e r , v a r
om trent uud fø rlig og dertil ik k e engang theatralsk virkn in g s
fuld, som S ty k k e ts K om ik overhovedet v a r fo r naiv paa
sine Sted er.
„ D e n l i l l e S k u e s p i l l e r “ , L y stsp il i fem, men
e fter den fø rste Opførelse 2 1. Ja n u a r 18 3 7 reduceret til fire
A k te r v ed B o rtsk jæ reisen a f den sidste, fik kun en tarvelig
Succes trods F r u H eibergs glim rende Ud førelse a f T itelrollen,
den unge F re d rik S ch rod e r; allerede efter den femte Opførelse
b le v det hen lagt. — S to r B ege istrin g , og med R e tte, v ak te 184 3
det versificerede E n ak ts-L y stsp il
„Romeo e G i u l i e t t c i
.
Det
h avd e ta g e t sit Em ne ud a f Dagens og Hovedstadens mest
ak tuelle L iv , den høirøstede En thousiasm e fo r den italienske
Opera, som satte Sam fundet i B evæ g else i de første A a r a f
Christian den Ottendes R ege ringstid . Men idet Handlingen g ik
ud fra denne bestem te K je n d sg je rn in g , ramte dens S a tiie i
større A lm indelighed og ik k e m indre sikkert en for de D an ske
egen national L y d e : deres let frem kald te og a f al M otivering
u a fhæ n g ig e B eund rin g fo r det Fremmede, for fremmed Kun st,
fremm ed Væ sen og fremmed Overlegenhed.
Satiren viser sig
v e d dette sit Maal nær i S læ gt med den holbergske Kom edies,
og i H o lb erg s A and v a r den ogsaa gjennem ført, fo rsaavid t den
b en y tted e det i den n yere K u n st noget usandsyn lige F o rk læ d
n ingsm o tiv som D riv k ra ft for Handlingen. Men dette v a r skeet
med en saa let og fix Begrundelse, at man ikke fik L e iligh ed