552 / 660
K A M M E R A T E R N E .
B A G T A L E L S E .
mere ved sin Satires Sigte paa almene, aktuelle Samfundsfor
hold og ved det Tidsbillede, den oprullede, var det 1839 opførte
„ K a m m e r a t e r n e “ , saaledes som den franske Titel
„La cama-
raderie“
ikke ganske heldigt var oversat. Skjøndt det er ved
en overlegen kløgtig B rug a f indviklede Intriger og Mod-Intriger
at Kameraderiets og K likens Hjul sættes i Gang for at prote
gere den Intet anende unge Advokat frem til en P lads i Depu
teretkamret og Forening med den E lskede, levner dette sindrige
og underholdende Spil dog Plads nok til en Skildring a f Tidens
Sæder i den gamle Komedies Aand, til kraftige Situationer og
en Figurtegning, der har det lavkomiske Skuespils Gjennem-
sigtighed. De Forhold i det journalistiske og politiske L iv , det
her gjaldt at fremstille, havde Scribe Rede paa som en a f de
Indviede, og som Slag- og Stikordene vare ham bekjendte,
forstod han at opløse dem i Repliker, hvis V id henrykkede det
parisiske Publikum, ligesom de fandt G jenklang i det langt mindre
kjøbenhavnske Samliv ved at adresseres til de Kredse, som mod
Slutningen a f Frederik den Sjettes Regeringstid vare selskabeligt
organiserede for at overtage deres praktiske Rolle i den politiske,
kunstneriske og æsthetiske Fremtidsudvikling. Skjøndt det ved
Bebudelsen a f „Kammeraternes“ Optagelse paa Repertoiret
mentes, at de fremstillede Samfundsrørelser vilde savne Sang
bund hos os, blev den vittige Komedie optagen med fuld For-
staael’se og stærk Tilslutning, ikke mindst fordi det underholdende
S tykke frembød saa ypperlige Skuespilpræstationer^ som Fru
Heibergs Zoé og Rosenkildes Grev de Miremont. Fireogfyrre-
tyve Opførelser blev der denne lystige Samfundssatire til Del
men næsten en halv Gang flere faldt der paa den anden af
Scribes store Moral-Komedier
„La Calomme
“ , der paa Dans
J
den underlige Dobbelttitel „ B a d e t i D i e p p e eller B a g t a l e l s e ,
opført første Gang i September 1840. Her som i flere af Scribes
S tykke r er det den modne, næsten aldrende Mand, der vm er
den Skjønne paa Grund a f sine Følelsers rene Styrke og sm
Aandsoverlegenhed, som i dette Tilfælde viser sig i Fo rag t tor
alskens Sladder og Folkesnak, medens den for Cecile bestem e
og a f den ædle Minister selv paa Grund af politiske Hensyn
protegerede B e iler viser Gjennemsnitsmenneskets Svaghed overfor
R y g te r og Bagtalelser og trækker sig tvivlende tilbage fra det