601 / 660
BALLETTEN.
585
paa Hjemreisen et Par Gange i Berlin og var saa betimeligt i
K jøbenhavn, at han endnu i Marts og Saisonen ud kunde optræde
i „Søvngængersken“ .
P aa dette Tidspunkt vare, som v i vide, Theatrets bærende
K un sta rter: Komedie og Lystsp il, Vaudeville og Syngestykke,
i en Opgang, som førte frem mod stedse lysere og lysere Baner.
Balletten derimod syntes stedt i en redningsløs Forsumpning.
De glimrende Traditioner fra Galeottis Dage havde ikke fundet
nogen Bevarelse, end sige nogen Fortsættelse. Hvad den ældre
Bournonville og den ligesaa gamle Lau ren t, hvad Dahlén og
Funck kunde yde (S. 260—61), var kun S tykvæ rk imod Mesterens
geniale poetiske eller ialfald theatralsk-virkende Totalbilleder,
og eiheller P ierre Jo seph L a r c h e r
(18 0 1—
47,
Søn a f en fransk Haand-
værker, der havde nedsat sig i K jø
benhavn og blev dræbt a f en Bombe
i Septemberdagene 1807) formaaede
som Komponist at yde noget B e
tydeligt, hvor god en Tjeneste han
end gjorde som Danser. De mis
lykkede Kompositioner bidrog deres
Del til at sænke Niveauet for K ravene
til den tekniske Udførelse, og det
var efterhaanden b levet Skik, at det
oedre Publikum forlodTheatret, naar
Balletafdelingen skulde begynde.
„D et Fantom a f et Balletkorps, som endnu existerede, anvendtes
kun til Fy ldekalk i Spek takelstykke r“ , fortæller Bournonville,
„og Fornedrelsen naaede sin Dybde, dengang en ældre Figurant,
der krympede sig ved at være Fodskammel ved en Palankm ,
b lev tiltalt med de Ord: Tak I Gud, at I kan bruges til N og e t!“
Her forelaa saaledes et stort Keorgan isationsarbeide; at
det blev mere end et saadant, at det blev et helt Omskabelses-
og Gjenfødelsesværk, skyldtes Bournonvilles brændende Kunst-
begeistring ikke mindre end det skabende Geni, som han mere
og mere opdagede hos sig selv, alt som der stilledes K ra v til
det. Hans Fan tasi var aldrig i Hvile, hans plastiske Sands var
opfindsom og sikker, som Lærer forenede han den ubestrideligste
P. J. Lar cher .