603 / 660
VALDEMAR.
587
ham som et mægtigt Historiemaleri: „ J e g saae i Tanken V alde
mar og Absalon springe omkring paa Bo rde og Bænke for at
slukke Lysene, med bankende H jerte fulgte je g dem paa den
natlige F lu g t og triumferede, da Forræderen fik sin S tra f paa
Grathehede.“ Over disse Hovedmotiver — Festen og S laget —
er „V aldem ar“ komponeret, og det „E lskeligheds-Princip , der
paa eengang kunde kaste et Lysglim t ind i Svends skumle
K a rak te r og danne et Punkt, om hvilket Gratien, Festligheden
og det ridderlige Galanteri kunde dreie sig “ , personificeredes i
Astrids Skikkelse, Svends Datter, der tilbeder sin Fader, paa
samme T id som hun besjæles a f K jæ rlighed til Valdemar, hvis
F lu g t hun begunstiger. Den saaledes tilveiebragte Handling
gjennemkrydsedes a f en Mængde Ep isoder, der næsten alle
røbede det sikkre B lik for Balletm idlernes rette Anvendelse,
medens en enkelt — som Valdemars Drøm med dens Frem tids
blik ud over Danmarks Skjæbne, endende ved Frihedsstøtten
paa V e ste rb ro ! — maatte siges at overskride den sunde Tankes
eller Kunstartens Grænser, ligesom denne sidstes Fordringer paa
den anden Side viste sig inkommensurable med Emnet f. E x . i
Valdemars
pas de deux
med Prinsessen. De to Hovedmotiver
vare mesterligt benyttede: Gildehallen, en prægtig Dekoration
a f Troels Lund, med Kjæmpernes Vaabendans, Overfaldet, L y s e
kronens Nedstyrtning og Knuds Død, samt S laget, hvortil et
frappant Hedeparti var malet a f C. F . Christensen, virkede
formelig elektriserende paa Publikum, og Frohlichs herlige Musik
holdt den hele D igtning oppe i den ædle Sfæ re, som det
nationale Su jet fordrede. Tilløbet til denne B a lle t vilde ikke
standse; sytten Gange maatte den opføres i Saisonens Løb , og
i næsten to Menneskealdre har den bevaret sin Yndest hos alle
Stænder og alle Aldre, har været givet som Galaforestilling for
udenlandske F y rste r og som nationalt Festskuespil for de Umyn
dige — tilsammen henimod tohundrede Gange. Bournonville,
der selv udførte Valdemars P a rti (Påtges var Svend, Vilh. Holst
Knud, Jfr . Grahn Astrid), havde hidtil intet Honorar modtaget
for sine Balletkompositioner, men fik for denne en Gratifikation
a f 300 E d l. samt Titel a f Balletmester. Men hvad der var ham
mere end dette, var den almindelige Anerkjendelse, han havde
tilkjæmpet sin Kunstart og sig selv som dens geniale Mester;