Previous Page  603 / 660 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 603 / 660 Next Page
Page Background

VALDEMAR.

587

ham som et mægtigt Historiemaleri: „ J e g saae i Tanken V alde­

mar og Absalon springe omkring paa Bo rde og Bænke for at

slukke Lysene, med bankende H jerte fulgte je g dem paa den

natlige F lu g t og triumferede, da Forræderen fik sin S tra f paa

Grathehede.“ Over disse Hovedmotiver — Festen og S laget —

er „V aldem ar“ komponeret, og det „E lskeligheds-Princip , der

paa eengang kunde kaste et Lysglim t ind i Svends skumle

K a rak te r og danne et Punkt, om hvilket Gratien, Festligheden

og det ridderlige Galanteri kunde dreie sig “ , personificeredes i

Astrids Skikkelse, Svends Datter, der tilbeder sin Fader, paa

samme T id som hun besjæles a f K jæ rlighed til Valdemar, hvis

F lu g t hun begunstiger. Den saaledes tilveiebragte Handling

gjennemkrydsedes a f en Mængde Ep isoder, der næsten alle

røbede det sikkre B lik for Balletm idlernes rette Anvendelse,

medens en enkelt — som Valdemars Drøm med dens Frem tids­

blik ud over Danmarks Skjæbne, endende ved Frihedsstøtten

paa V e ste rb ro ! — maatte siges at overskride den sunde Tankes

eller Kunstartens Grænser, ligesom denne sidstes Fordringer paa

den anden Side viste sig inkommensurable med Emnet f. E x . i

Valdemars

pas de deux

med Prinsessen. De to Hovedmotiver

vare mesterligt benyttede: Gildehallen, en prægtig Dekoration

a f Troels Lund, med Kjæmpernes Vaabendans, Overfaldet, L y s e ­

kronens Nedstyrtning og Knuds Død, samt S laget, hvortil et

frappant Hedeparti var malet a f C. F . Christensen, virkede

formelig elektriserende paa Publikum, og Frohlichs herlige Musik

holdt den hele D igtning oppe i den ædle Sfæ re, som det

nationale Su jet fordrede. Tilløbet til denne B a lle t vilde ikke

standse; sytten Gange maatte den opføres i Saisonens Løb , og

i næsten to Menneskealdre har den bevaret sin Yndest hos alle

Stænder og alle Aldre, har været givet som Galaforestilling for

udenlandske F y rste r og som nationalt Festskuespil for de Umyn­

dige — tilsammen henimod tohundrede Gange. Bournonville,

der selv udførte Valdemars P a rti (Påtges var Svend, Vilh. Holst

Knud, Jfr . Grahn Astrid), havde hidtil intet Honorar modtaget

for sine Balletkompositioner, men fik for denne en Gratifikation

a f 300 E d l. samt Titel a f Balletmester. Men hvad der var ham

mere end dette, var den almindelige Anerkjendelse, han havde

tilkjæmpet sin Kunstart og sig selv som dens geniale Mester;