605 / 660
LTTCILE GRAHN.
589
Den eneste danske Danserinde, som har vundet Verdensry
og glimret paa de store Scener udenlands, er Lucina A lexia
eller, som hun altid kaldes, L u e i l e G r a h n , født den 30. Ju n i
18 19 i K jøbenhavn. Hun kom som B arn paa Danseskolen, hvor
hun b lev undervist a f Larcher og ti A a r gammel udførte sit
første P a rti i „Danina eller Jo cko , den brasilianske A b e “ , en a f
Larch er efter Pau l Taglioni arrangeret P ragtballet i tre Ak ter,
til hvis Hovedperson — Abekatten — Huden var forskreven
fra Udlandet, og hvis fremtrædende Barnerolle, Sabi, som reddes
a f den Firbenede, udførtes a f den lille Lucile med saa stor
B ravour, navnlig i en
pas de deux
med Mad. Bauer, at Publikum
skjænkede hende det rigeste B ifald .
Da Bournonville et Aars-
tid efter overtog Balletledelsen, gav han sig særlig a f med
det begavede Dansebarns Uddannelse og holdt hende indtil
videre borte fra al Theatertjeneste for at undervise hende privat.
I Sommeren 1834 var Lucile Grahn med sin Læ rer i Paris for
at studere de fremmede Mønstre, og i September samme A ar
viste hun sig paany for Publikum i „Den Stumme i P o rtic i“ ,
hvor hun sammen med en mandlig Debutant, den syttenaarige
Jo h . Ferd . Hoppe, dansede en a f Bournonville komponeret
pas
de deux
med en Lethed og Ynde, med en Smidighed og K ra ft,
der vidnede ikke mindre fordelagtigt om hendes sjeldne naturlige
Anlæg end om den udmærkede Skole, hun havde gjennemgaaet,
og som med eet S lag stillede hende øverst blandt alle de Danser
inder, den sidste Menneskealder havde frembragt herhjemme.
Da „Valdem ar“ kom frem, var hun selvskreven til Astrids Parti,
og hun fik her Led ighed til at lægge et smukt uddannet mimisk
Talent for Dagen , hvorvel denne Side a f hendes Kunst altid
stod langt tilbage for hendes egentlige koreografiske Færdighed.
Fo r paa eengang at vise alle hendes E vn er i det mest flatterende
L y s, indrettede Bournonville 1836 Balletten „ S y l p h i d e n “ for
hende. I Paris havde han seet Mile. Taglioni udføre dette store
og vanskelige Parti, og „det taglioniske Ideal var det just,
Balletmesteren vilde naa ved Uddannelsen a f sin E lev . T il
Musik a f Løvenskjold, (thi det originale Partitur var for dyrt at
anskaffe) gjendigtede Bournonville den franske Ballet saaledes,
at han mener at turde udtale, at hans Arbeide „ikke alene blev
aldeles forskjelligt fra Taglionis, men endog vandt Prisen med