611 / 660
5 9 5
Forklaring og stillede dem i en virkningsfuld Modsætning til
den franske Kunstdans; i den lette Handling vexlede komiske
og følelsesfulde Scener, engelsk Flegma og spansk Glød paa den
mest underholdende Maade, og i Ordningen af Grupper, i Be
herskelsen af Masserne eller rettere sagt i .den Kunst at lade
det faatallige Personale frembringe et masseagtigt Indtryk lagde
Bournonville et Mesterskab for Dagen, som paa sin Vis stod i
Høide med det strategiske Talent, der havde ledet hans tidligere
Slagarrangementer. Selv udførte han Titelrollen med uforlignelig
Vigueur og havde i Udformningen af de andre Boller paany
røbet det sikkre Blik, der lod ham gjætte sine Kombattanters
særlige Evner, inden de selv havde opdaget dem. En fortræffelig
Musik af Edv. Helsted satte Kronen paa Værket og gjorde
„Toreadoren“ til Saisonens Hovedbegivenhed; Publikums Begei-
string steg fra Opførelse til Opførelse og skabte paa Scenen en
festlig Stemning, som bragte forøget Fart i Fremstillingen.
Kun for Balletmesterens Fjender var denne hans Seir
saameget bedskere, som den var ubestridelig og ikke levnede
noeren Plads for nedsættende Kritik. Et saarbart Punkt maatte
saaledes søges andensteds. Augusta Nielsen havde efterhaanden
vundet sig et ligesaa talrigt og ligesaa blindt tilbedende Parti
som Lucile Grahns og fortrinsvis i de samme Kredse som dennes.
Enhver Konflikt mellem Balletmesteren og Primadonnaen blev
exploiteret af hendes Skjoldvagt som Beviser for, at den unge
Danserinde nu skulde underkastes den samme systematiske For
følgelse som Forgjængerinden og ligesom denne drives i Ud
lændighed. Især vakte det stærkt Røre, at ved Gjenoptagelsen
af „Brama og Bayaderen“ Zoloes — Jfr. Grahns tidligere —
Parti blev givet til Jfr. Fjeldsted, medens Fatmes ringere Rolle
overdroges til Jfr. Nielsen. Denne Tilsidesættelse burde hævnes.
Ved Artikler i Bladene og anonyme Breve søgte man først at
intimidere Balletmesteren, og da dette ikke hjalp, overtog attei
Primadonnaernes Ridder Schulenburg Organisationen af en Ud
pibning, som Rygtet — der ogsaa var kommet Bournonville for
ø re _ bestemte til „Toreadorens“ femtende Opførelse den 14.
Marts 1841. „Et Minut før min Indtrædelse kom den kongelige
Familie ind i Logen“, saaledes fortæller Bournonville selv den i
Theaterhistorien vistnok enestaaende Begivenhed, „og jeg bildte
38*