607 / 660
591
for ham det Samme, som hun var for Jam es (Ballettens mandlige
Hovedperson): en ond Engel, hvis giftige Aande har udøvet sin
Indflydelse paa hver Plante, der spirede paa hans Bane, og som
ikke betraadte med lette Fødder de Blade, hun vilde knuse og
fordæ rve.“
Lucile Grahn var en Sylphide, som ikke ret mangen
anden Balletscene har kunnet opvise Magen til: luftig og let i
sin Dans, ynderig og aandig i den Karak ter, Rollen paalagde
hende, tilstrækkelig sikker i det mimiske Udtryk, der skulde
anskueliggjøre hen
des Plads i Handlin
gen. K jøbenhavn talte
ikke om Andet end
om Lucile Grahns
Sylph ide — og det
allerfineste K jøben-
havn v a r ikke langt
fra at kompromittere
hende med sin Begeist-
r in g : Hoffets Kaval-
lerer og Gardens Offi
cerer, Diplomatiet og
Bourgeoisiet kaarede
O
hende til deres er-
.
.
.
Sat i ri sk Tegni ng fra Sl utni ngen at
klærede
prima halte-
Tredi verne.
vina
OO’
maatte ved
Grev Schulenburg og den engelske Ministers Søn, Dvergen W ynn,
m - n
.. -|
,
som Tilbedere af Lucile Grabn.
deres T ilbedelse, der
offentlig gav sig Lu ft
i rasende B ifa ld , hvergang hun optraadte, privat i sk riftlig og
personlig Hyldest, bibringe hende et stærkt Ind tryk af, at hun
v ar voxet fra sin Lærers Tugt og kunde sætte ham Stolen foi
Døren, hvilket den myndige Balletmester ingenlunde var tilsinds
at finde sig i. Forholdet mellem ham og hans E le v blev mere
og mere spændt, og den kjøbenhavnske Theatersladder bidrog
S it til at uddybe Kløften. E fte r Udførelsen a f Sylphiden havde
den sextenaarige Lucile Grahn faaet kongelig Ansættelse, og
allerede Aaret efter blev hun udnævnt til Solodanserinde. I
Sommeren 1837 gjæstede hun paany Paris, blev undervist a f den