612 / 660
DET KONGELIGE THEATER 1825—49.
mig nu ind, at et saa uanstændigt Optrin som det forberedte
vilde blive forhindret af Ærefrygt for Majestæten. Jeg besteg
altsaa min Triumf-Baare, man bar mig ind, jeg svingede med
min Hat som sædvanlig; men da jeg passerede forbi Lamperne,
hilsedes jeg af en stærk Hyssen, blandet med Lyden af et Par
Piber. Dette frapperede mig endnu ikke i den Grad, at det
kunde forstyrre mig i Udførelsen af min Rolle, men — at en
Forsamling af 1100 Mennesker med Rolighed hørte paa, at en
Snes Ildesindede angreb den forurettede Privatmand i hans
offentlige Raid, at ikke et øieblikkeligt Indignationsraab bragte
de skjulte Avindsmænd til Orden og overbeviste mig om, at jeg
besad Venner blandt mine Landsmænd — dette opfyldte min
Sjæl med et Nag, som jeg med den bedste Villie aldrig har
kunnet forvinde. Den Bitterhed, jeg dengang følte, lader sig
ikke beskrive; det var ikke de Ondes Daad, der knuste mig.
men de Godes Ligegyldighed, der gav mig Døden i Hjertet.’
Jeg sprang ned af Baaren, gik hen mod den kongelige Loge og
spurgte Kongen med høi Røst: „Hvad befaler Deres Majestæt
at jeg skal gjøre?“ Dette Skridt blev senere udtydet som en
mcinquement
imod Majestæten, men det Svar, jeg modtog, viste,
at jeg i Øieblikket var bleven rigtig forstaaet. „Blive ved,“ lød
Kongens Ord, og jeg adlød som tro og underdanig Tjener. Jeg-
skrifter ærligt min inderste Mening: det var Publikum, som je j
i min Harme vilde manquere; uden Kongens Nærværelse vildt
jeg have gaaet ud af Scenen for aldrig mere at vise mig for
dem, der havde taalt, at jeg uforskyldt blev traadt under Fødder
i deres Nærværelse. Det var undersaatlig Ærefrygt og Hen
givenhed, der indgav mig det fantastiske Skridt, som Øieblikkets
Exaltation frembragte; thi Scenen river mig altid med sig, oo-
saaledes som jeg i Valdemar har følt mig besjælet af Helte^
kongens Begeistring, saaledes indseer jeg, at en spansk Toreador
vilde have baaret sig ad, ligesom jeg gjorde det. Forestillingen
gik sin Gang; Publikum, der egentlig var den Fornærmede
kjælede nu lidt for mig, men Hoffet følte sin Værdighed kom
promitteret.“
I hvilken Stemning Bournonville kom hjem den Aften
kan man af det Foregaaende slutte sig til.
Han'
skrev i Nattens
Løb sin Afskedsansøgning, ordnede sine Sager til Afreise med