614 / 660
DET KONGELIGE THEATER 1825—49.
Det kortvarige Exil bragte paa dobbelt Maade et Ud
bytte for Bournonville. Han undersøgte Engagementsforholdene
i Udlandet og fandt, at hvad der i Frastand saae ud som Guld,
i mangfoldige Tilfælde var forgyldt Elendighed; og han friskede
sit Sind ved nye Indtryk, der fyldte ham med Ideer til fortsat
Virksomhed under de hjemlige Forhold. Især i Neapel øste han
af rige Kilder for sin Kunst. „Fra mit Vindue kunde jeg i en
Time samle flere Grupperinger, end jeg i ti Balletter kunde
forbruge14, siger han i Beretningen om sin Reise. Da han vendte
tilbage i September 1841, havde han Balletten „Napoli"4 med
sig — Programmet nedskrevet paa Papiret, Ideen til Dansene i
sit Hoved Der gik dog et halvt Aar, inden den kom paa
Brædderne, med Musik af Paulli, Helsted og Gade og — for
den elektriserende Finales Vedkommende — Lumbye. Den 29.
Marts 1842, Aarsdagen efter Bournonvilles Afreise fra Kjøben-
havn, opførtes for første Gang „Napo l i eller F i s k e r e n og
h a n s B r u d 4" — for tohundredeogsexogtyvende Gang gik den i
Februar 1891. Med denne Ballet naaede Bournonville Kulmina
tionen af sin Kompositionskunst: et Emne, hvis naturligste og
mest fyldestgjørende Udtryk just var mimisk og koreografisk
Kunst, og som bød denne Kunst den rigeste Ledighed til Ud-
foldning. Selve den æsthetiske Kritiks Stormester J. L. Heiberg
sænkede i Intelligensbladene Kaarden for denne geniale mimiske
Digtning. „Den enstemmige Anerkjendelse, som er bleven dette
skjønne Arbeide tildel, er kun velfortjent Løn,“ skrev han, „og
Tilskuernes Jubel udtrykker tillige Glæden over, at vort National-
theater er i Besiddelse af en Kunstner, som i sit Fag udentvivl
ei den første i Verden, idet han langt overgaaer alle nuværende
Medbeilere og neppe staaer tilbage for nogen foregaaende. Man
kan paa andre Theatre se større Pragt i Balletten, mere for-
bausende Dekorationer, mere imponerende Masser, men ingen
steds vil man se disse Midler anvendte med den Smag og for
holdsvis med den Effekt som i Bournonvilles Kompositioner,
ingensteds vil man se hint Ydre saaledes besjælet af et Indre,
dette den poetiske Tankes Herredømme over Apparatet.4 Denne
Karakteristik gjælder ganske særligt om „Napoli4, hvor Folke
livets Massevirkning langt mindre skyldtes de Optrædendes
Mængde end den snilde Beregning og Benyttelse af Rummet,