613 / 660
597
Dampskibet næste Dag —1men hindredes i at overskride sin
Tærskel ved en Ordre om foreløbig Stuearrest. Indespærringen
skaffede ham megen Satisfaktion i Form af venlige Breve fra
Velyndernes Skare, men desuagtet var han fast besluttet paa at
ryste det danske Støv af sine Fodsaaler og bygge sin Fremtid
i Udlandet. Man vilde imidlertid ikke af med ham, kunde ikke
undvære ham, og Udfaldet af Forhandlingerne blev, at Bournon-
ville — der var bunden til Theatret ved Kontrakt endnu i syv
Aar — fik Orlov i sex Maaneder til en Udenlandsreise paa egen
Bekostning, saa skulde det Hele være glemt, naar han vendte
tilbage. Han var forlængst paa Veien til Italien, da Domstolene
fældte Ophavsmændene til Skandalen: Grev Schulenburg fik
fjorten Dages Hovedvagtsarrest, og de, der havde modtaget Bil
letter af ham for at pibe — en Skomager, en Fuldmægtig og
en Skoledreng — idømtes Bøder. Som Suppleant for Bournon-
ville indkaldtes fra Berlin Balletmester Filippo T ag li o
11
i, der
ledsagedes af sin Frue, en meget yndet Solodanserinde. Trods
al teknisk Virtuositet havde Parret ligesaa smal Lykke med sin
Dans som med sin Balletkomposition. „ S c h w e i z e r p i g e n “, der
gaves som Feststykke i Anledning af Kronprinsens Formæling
— sammen med „Svanehammen“ — faldt for Publikums Dom,
da denne paa den anden Opførelsesaften kunde udtale sig frit.
Den treogtyveaarige Student Jens Christian Hostrup var tilstede
i Parterret og meddeler herom i sine Erindringer: „Som hele
Publikum fulgte jeg Stykket med stor Interesse og var især
henrykt over de skjønne Sange, hvortil Pung havde komponeret
en udmærket Musik. Men da saa Balletten kom, fandt vi Kjøben-
havnere, som ved Bournonville vare blevne vante til sindrig
Komposition og gratieus Dans, at den floue tydske Badutspringer
ikke var til at udholde, og det blev bestandig værre, da han,
hvergang der hyssedes af ham, svarede med haanlige, noniske
Buk og tilsidst, efterat der midt i anden Akt lod sig høre en
Pibe, foer frem i Prosceniet og takkede med en baglænds Kom
pliment. Da brød Mishagsstormen løs, saa at Tæppet maatte
falde, og de tydske Blade gjenlød saa af Haansord mod det raa
kjøbenhavnske Publikum, som ikke bedre forstod at skjønne
paa et ædelt Kunstnerpar, der nød saa høi Anseelse i Preussens
Hovedstad.“