233 / 287
221
Rigdomme af Møbler, Smykker, Nipssager, Vaaben og Dragter, som
Kongefamilien fra Frederik III.s Tid har samlet her, de »venerable
Skatte«, som i stigende Grad tiltrak sig Rejsendes Opmærksomhed,
og som efter Harsdorffs Udtalelse var kendt af hele Verden. Det
blev disse Skatte, Kongeslægtens Minder om sine Forfædre, der
blev bestemmende for Rosenborgs Fremtid, idet der i 1833, 4. Marts
blev nedsat en Kommission, som skulde foretage en kronologisk
Ordning og Opstilling af Sagerne paa Rosenborg.
Dermed var Slottet i Virkeligheden udrangeret som Kongebolig
og anerkendt som Ramme om det gamle kongelige Familie-Museum.
1829 fandt Højesterets Aabning Sted her for sidste Gang, og i 1833
lykkedes det at faa Klasselotteriet fortrængt herfra.
Snart efter viste det sig, at Rygningen atter trængte til en Istand
sættelse, idet Gavlene var ved at falde ned. Det nødvendigste blev
gjort for at afhjælpe Skaden, men det var dog først efter at Kom
mandantskabet var bleven nedlagt 1858 og Worsaae, først som In
spektør og senere som Direktør, var bleven sat i Spidsen for Sam
lingen, at Rosenborg fik sin Genfødelse.
I 1866 paabegyndtes der en indgribende Restauration af Slottet,
som strakte sig over omtr. femogtyve Aar. Murenes røde, sandstrøede
Overmaling blev fjernet. Sandstens-Karme, -Baand, -Kantsten og
-Ornamenter blev fornyet, Vinduesrammerne rykket ind igen fra
Facadeplanet og Vinduerne selv befriet for de hæslige Træsprosser
og forsynet med blyfattede Ruder efter Modeller, som endnu
fandtes her fra Christian IV.s Tid. Vinduesfrontonerne blev gaaet
efter og delvis fornyet, hvorved den ledende Arkitekt gjorde sig
skyldig i en mærkelig Sammenblanding, idet han til de oprindelige,
let kendelige »antike« Hoveder føjede ikke blot rent gotiske, som
Hovedet af den niirnbergske Madonna, og ret barokke som Houdons
Buste af Voltaire, dernæst en Del der nærmest ser ud, som om de
var komponerede over Gustave Doré’ske Fantasihoveder, alt sammen
som Overgang til sit eget veltrufne Kontrafei. Dette skete dog tørst
efter Worsaae’s Død (1885). En praktisk, men kunstnerisk næppe
forsvarlig Fremgangsmaade fulgte man over for Sandstensfigurerne,
der alle var meget forvitrede, idet man ombyttede dem med Kopier
støbte i Zink. Og medens man i 1758 havde vist det Hensyn, som
et Minde om at Karnapperne indtil da havde hvilet paa Konsoller
under Gulvet paa II. Stokværk, at hugge Konsollens Profil paa
Siden af den forlængede Karnap, blev dette nu anset tor overflødigt