S_DanskPantheon

tylr/]

Johan Nikolai Madvig

er fodt i Svaneke paa Bornholm den 7de August 1 804 . Begge hans Forældre vare indfodte Bornholmere, og Faderen,

der i sin Ungdom havde været Somand, var B y- og Herredskriver i Oens Osterherred.

Familien stammede fra B le-

kingen, hvor et Sted i Skærgaarden hedder Matvik.

Under det isolerede Provindsliv, der kun afbrodes i Krigstiden

ved Bornholms Omringelse af engelse Skibe, Christiansoes Bombardement, Smaafægtninger mellem Byens Batterier og

fjendtlige Krigsskibe, Kanonbaads- og Kaperaffærer, vaagnede tidlig hos Drengen en Interesse for Verdensbegivenhederne

og en Læselyst, der kun fandt ringe Tilfredsstillelse. Fra sit 10de Aar maatte han hjelpe til ved Kontorforretningerne,

navnlig under Faderens langvarige Sygdom, der 1816 medforte hans Dod. Han begyndte nu at forberede sig til dansk

juridisk Examcn. Men ved en Visitats blev Biskop

Munter

opmærksom paa den opvakte, efter hoiere Dannelse higende

Dreng, ved denne Mands Bistand erholdt han en Friplads i Frederiksborg Sk ole, den rige og velgjorende Bornholmcr-

inde, Etatsraadinde

Kofod

lovede Understottelse til Logis og Bdger, og han seilede nu med en Onkel, der var Skipper,

til Kjobenhavn 181 7. Han vandt snart den fortræffelige Rector

Bendtsens

Interesse, kora efter 1§ Aar i overste Klasse,

men Lærerne vare, med Undtagelse af Rector og Overlærer, maadelige, og hans Tilbdielighed til Selvstudium savnede

de fornodne Hjelpemidler. 1 8 2 0 blev han Student med Udmærkelse.

Havde han i Skolen havt det knapt nok, saa blev hans Stilling nu ved Etatsraadinde

Kofods

forogede Godhed

og anden H jeip, fuldkommen sorglos.

Efter anden Examen kastede han sig med stor Iver over historiske og især

philologiske Studier, fik 1 82 2

Accessit

for Besvarelsen af en philologisk Prisopgave, og da de ordinære Docenter i

Philologien,

Schow

Thorlacius

, vare ubetydelige og aandlose, var det et Held for

M a d v i g ,

at kunne slutte sig

sammen med flere dygtige Studerende,

E IberUng, Henrichsen

F. C. Olsen

Rasmussen

(d o d ), der ved fælles Studier

og Ovelser forberedede sig til den 1 81 8 indforte „store” philosophiske Examen. Ved sit noget planiose men energiske

Studium var han fjernet fra den flersidige æsthetiske og selskabelige Dannelse, og Foleisen heraf vakte hans Interesse

for det ved „Studenterforeningen” fremkaldte Liv, i hvis Stiftelse han deltog. Paa sin udmærkede Grundighed i Special

studierne, sin Færdighed i de gamle Sprog og Anlæg for kritisk Texlbehandling, aflagde han allerede glimrende ‘Prover

ved sin Embedsexamen (med Charaktereri

Laud. unan. consensu

) 1 8 2 5 .

Da den Understottelse, han hidtil havde nydt,

herefter ophorte, maatte han nu leve af Informationer, medens han udarbeidede en Magisterdisputats, som han 1826

forsvarede, og som indeholdt rhapsodiske Bemærkninger til forskjellige Steder i Ciceros Skrifter, hvori dog Forfatterens

senere Methode allerede antydes.

Thorlacius

s. A. reiste udenlands, blev

M a d v i g

uden Tid til Forberedelse con-

stitueret som Docent og Examinalor i latinsk Philologi, og udarbeidede nu med stor Anstrængelse Grundlaget til de Fore

læsninger han i den folgende Aarrække har holdt over romerske Antiqvitctcr og Literatur. Han udgav nu sin

kritiske

E pistel tilO relli om de to sidste Boger a f Ciceros Taler mod Verres

, som bestemtere angav hans Methode i Kritiken af antike

latinske Texter, og som tilligemed Magisterdisputatsen skaffede ham Renommee i Tydskland.

En Kreds af yngre begavede

Studerende knyttede han ved sine latinske Disputereovelser velvillig til sig. Skjondt en Udenlandsrejse efter Thorlacius’s

Hjemkomst stod ham aaben, og en stærk Tilboielighed hertil havde fulgt ham fra Barneaarene, nodtes han dog ved

private Forholde til at bekæmpe sin Tilboielighed og soge fast Ansættelse ved Universitetet som Lector (1 8 2 8 ) og næste

Aar Professor, dog kun i latinsk Philologi, hvorved han meer end han iinskede, bortdroges fra den græske. 1S28 er

holdt han den philosophiske Doctorgrad ved en Disputats, som paaviste

Adskillelsen mellem de uægte og ægte Commcn-

tarer til Cicero a f Asconius Pedianus.

Trykket af en Mængde hyrdefulde Kaldspligter, sogte han i sit Indre at til

kæmpe sig den Livsfrihed, hvorefter hans stærke Sjæl torstede, og som i Yderverdenen var ham nægtet. Hans Skrift

og Tale bare nu mere og mere Præg af energiske og omfattende philosophiske Studier. — Han giftede sig 1829 med

sin Forlovede, E. A. H. I. Bjering, og der er af dette Ægteskab fem Born ilive; ved Thorlacius’s pludselige Sygdom

og Dod maatte han i Anledning af Prinds

Ferdinands

Formæling forfatte et Program, hvortil han havde saa kort Frist,

at han af den Grund nær ikke selv'havde faaet Bryllup.

Han beviste heri, at et af Cardinal

Mai

fundet Manuskript

(af en antik Grammatiker) var et Bedrageri fra det 15de Aarhundrede.

Medens han især under en Forelæsning over

„almindelig Grammatik” (1 8 3 1 ) grundfæstede og klarede sin hele Sprogbetragtning, hvis Retning forst angaves i en

Afhandling om Kjonnet i Sprogene (Vidensk. Selsk. Skrifter 1 8 3 5 ) , udviklede han en stedse stigende philologisk For

fattervirksomhed i kritisk berigtigende Udgaver af Ciceronianske Skrifter, samt en Mængde Programmer af kritisk-gramma-

tisk, og antiqvarisk-historisk Indhold, der senere udkom samlede under Titel af ,,

Opuscula academica

Hans særegne

Charakter som Sprogforsker, en skarp forstandig og alsidig historisk Opfatten af Stoffet, streng videnskabelig Methode

i Behandlingen af det hele Grundlag for hans Videnskab, og en stadig Stræben efter at sætte denne i levende For

bindelse med den almindelige Cultnr og Dannelse, — fremtraadle allerede her med saaroegen Energi, at han huitig,

navnlig i Udlandet, anerkjendles som en hoist udmærket Lærd.

Men hans djærve Polemik mod den Methode og Ma

neer, som endnu stod i Anseelse, mod alt det Chaotiske, Ubegrundede og Overfladiske, som Fordom, gammel Slendrian

og Udygtighed havde indfort i den philologiske Verden, maatte naturligvis være ubehagelig for Mange, og hans tydskc

Colleger af de ældre Skoler opldftedc et stort Skrig mod ham. Det samme gjentog sig siden, navnlig ved den polemisk

kritiske Fortale og Commentar til Udgaven af ,,

Cicero de fmibus bonorum et malorum” ,

og den stundom noget vil-

kaarlige og vidtdrevne Dristighed , hvormed Kritiken anvendtes paa Cicero se lv , — saavel som ved hans „

latinske

Grammatik

” 1841 (paa Tydsk 1 8 4 3 ), der netop ved sin energiske og stringent gjennemforte Opposition mod forældede An

skuelser har tilkæmpet sig Anerkjendelse.