103 / 212
'S
í \
IsS
Da Bibliothekarposten ved Universitetsbibliotheket i Efteraaret 1 8 3 2 ved den berömte
Rash's
Död blev ledig,
saac
M a d v i g
sig af oekonomiske Grunde nödsagct til at söge dette Em bede, som han, skjöndt det ingenlunde stem
mede med hans Tilböielighed, snart omfattede med den samme overlegne Aand og sjeldne Dygtighed, der spores i al
hans Virken* 1 8 3 3 blev han Medlem af det kgl. danske Videnskabers Selskab, af det nederlandske „Institut” og 1 8 4 0
Ridder af Db. Til de mærkeligste Punkter i hans övrige Virksomhed horer hans Deltagelse i Stiftelsen af „Maaned-
skrift for L itteratu r
’ (1 8 2 9 ), hvor han i flere Aar virkede meget som Medarbejder og Deltager i Forhandlingerne, og
udreves af sin tidligere Isolation ved nærmere og frugtbringende Beröring med udmærkede Mænd i andre Videnskabsfag,
som
Möhl,
v,
Schmidten
,
II. C. Orsted
,
Hciberg
og
P ou l Möller.
Han fik her Anledning
til i enRække Artikler, der
ikke bleve uden praktiske F ölger, at forfægte det pbilologiske Elements Berettigelse og Betydning for Skolen og den
almindelige Dannelse. Mindre heldigt var det, at M. da dette Tidsskrifts Liv paa de senere Aar stærkt tabte sig , en
gang maatte optræde som æsthetisk Recensent (af forskjellige danske Noveller); thi her kunde hans klassiske Studier, phi-
lologiske Forstandskritik og en slræng philosophisk Abstractions ubetingede Anvendelse paa en given poetisk Virkelighed,
uden ret udviklet æsthetisk Fölelse og Fortrolighed med modern Litteratur, ei andet end före til ensidige Resultater.
I de offentlige Debatter, der fremkaldtes ved Thronskriftet 1 8 3 9 , og det af Regjeringen undertryble Stu
dentersamfund, optraadte
M a d v i g
i constilutionel Aand og med Agtelse for de Studerendes aandelige F rihed, men ud
talte tillige (
Bemærkninger om Studenteranliggender. 1 8 4 0
) Bestræbelsen for at afholde dem fra at lade sig udrive af
deres naturlige Livssphære og bruges som Middel af forfængelige politiske Partihövdinger.
I et Foredrag i Videnskabernes Selskab sögte han at fastslille den antike Metriks Grundbegreber og bringe
delte h;dtil omtvistede Spörgsmaal til endelig Afgjörelse. Fra Sommeren 1 8 l2 gav han efter for de Studerendes Op
fordring og sin egen Tilböielighed til at inddrage græsk Philologi i sin Docentvirksomhed og anvende sit grammatiske
System ogsaa paa dette Sprog. 1 et Program s. A.
v om Sprogets Væsen
,
Udvikling og Livv
gav han Begyndelsen af
sit egentlige Sprogbetragtningssystem. Herhen horer ogsaa et Foredrag i Videnskabernes Selskab „om
Sprogenes F or
hold og Stilling i Culturudviklingen
” med Henblik til de smaa Nationers Tilstand i saa Henseende ligeoverfor de store.
M a d v i g
er dansk af Liv og Sjæl, og hans ivrige Sysselsættelse med den classiske Oldtid har aldrig forlrængt hans
levendp Fölelse for det nordiske Hjem,
hvis Præg han ogsaa i sit Ydre bærer i höiere Grad end det sædvanlig træffes.
Det var saaledes med gamle Sympathier, handeltog i Stiftelsen af det ,,
skandinaviske
Sc/s/cab” (1 8 4 3 ).
Men hans klare
kritiske H oved, der aldrig har yndet tom Declamalion, kunde ikke tilfredsstilles ved de dunkle Forestillinger om en
Forbindelse mellem et forsvundet Olds længst overlevede Aand og nypolitiske Favoritideer, iværksat ved „at sammen
tromme en Masse kjöbenhavnske Individer.” Da det stedse var hans Princip „ikke at omgaae det Betænkelige, men
see det saa klart under Öie, som muligt”, udviklede han her i et særdeles gehallfuldt Foredrag, der i Öieblikkets lluus
skurrede i Manges Ören (om ,,
Skandinavismens Forhold til den almindelige Cultur
”), den sande Skandinavisme som en
selvstændig og saaledes nordisk-national Tilegnelse af de verdenshistoriske Culturresultater. Desværre er denne Afhandling
ved sin Fremstilling ikke let tilgængelig
for mange danske Læsere. — Vort Universitet, som han navnlig ved sine Pro
grammer saa hæderlig har repræsentereti Udlandet, har han ogsaa gavnet meget ved jævnlig og ivrig Deltagelse i For
handlinger om dets indre Anliggender, f. Ex. den omfattende Plan til Reform i det lærde Skolevæsen; og det maa kun
heldages, at han, som endnu il$ke er Medlem af Consistorium, ikke her har havt saa directe og virksom Indflydelse, som
der var Grund til at önske.
Hos
M a d v i g
findes en sjælden Forening af skarp Forstand, philosophisk Aand og Gemytlighed. Hans V el-
villie mod dem, han nærer Venskab eller Agtelse for, er meget stor. En Omstændighed, der oftere er bemærket, og
som i og for sig virkelig i mange Henseender er at beklage, det er lians Besværlighed ved at gjengive sit altid vægtige
og dygtig forarbejdede Tankeindhold i et klart og letfatteligt Udtryk, og tilegne sig Modersmaalets Aand og Tone, naar
han benytter dette. Delte har dels sin Grund i , at han mere har beflittet sig paa at erhverve en classisk Stil i det
latinske Sprog, og rimeligvis endog vant sig til helst at tænke i Ciceronianske Perioder, dels i at han stedse har
sögt at meddele saa meget Udbytte som
1
muligt i störst mulig Korthed og Sammentrængthed.
I sit Hovedfag
som Sprogforsker har han ikke lagt an paa at beherske i stort Omfang det Stof, som forskjellige Sprog frem
byde til Sammenligning og etymologisk Granskning, men især paa en klar Erkjendelse af de enkelte Sprog inden
deres egne Grændser, deres L iv, Bevægelse og Former, samt Forhold til Culturen, og her som overalt at give
uimodsigelig Sandhed istedenfor „Phraser, Anelser og Forsikkringer.”
Uden at være i Besiddelse af noget ved sin
Kunst og Veltalenhed tiltrækkende Foredrag har han ved sin Dygtighed i at argumentere og den Bestemthed, hvor
med han udtaler sine vundne Resultater, i Forbindelse med sin elskværdige Personlighed frembragt en Skole, hvor
til alle de yngre Philologer maa regnes.
Denne Skole hylder hans Principer og danner i visse Henseender en dansk
Modsætning til de tydske Philologer, der slaae om sig med store Ord, uden al gribe det Væsentlige, hvad enten dette
finder Sted i kritiske eller grammatiske Undersøgelser.
M a d v i g s
Aand gaaer derfor ogsaa igjennera Skolens Arbeider
og selv paa flere af hans i AlderSamtidiges Virksomhed har
M a d v i g s
Skrifter og Forelæsninger havt ikke ringe Ind
flydelse. Han er afholdt af Alle, som kjende ham personlig, og det Billede, enkelte tydske Philologer danne sig af ham
som en hovmodig Grobian, passer slet ikke paa ham, naar man seer hen til hans personlige Fremtræden, men er frem
kaldt ved den oprigtige Harme, hvormed han betragter alt Slet, navnlig ogsaa i Litteraturen, og en Samvittighedsfuldhed,
som undertiden tvinger ham til at udfore en litterær Skarpretters Embede.
De dygtigere tydske Philologer erkjende
ham imidlertid for en udmærket Videnskabsmand, hans kritiske Gisninger og Opdagelser have for en Deel ogsaa hos
dem vundet Indgang, og han betragtes især blandt de Yngre almindelig som den förste nulevende Latiner.
—-------
Trykt hos Bianco Luno.