fat i Børen med det Resultat, at den væltede. Manden blev nu ærgerlig over
at skulle skovle Kullene op igen og sagde: »Det skal du ikke ha’ Tak for; det
kunde jeg selv have gjort«. Howitz undskyldte sig med, at han ikke havde haft
Trillesele paa, men Manden, som ikke var blevet imponeret af Howitz’ Kræfter,
svarede: »Hvis du havde haft Trillesele, var du vel blevet hængt i den«. Be
styreren var saa forsigtig at forhøre sig hos en Formand om, hvorlænge Manden
havde været i Arbejde for at forvisse sig
0111
, at han var i god Tro og virkelig
ikke kendte Bestyreren.
Bestyrer Howitz var streng i sine Fordringer til Arbejderne, og der var en
Periode i 80’erne, hvor Folkene løb fra Arbejdet lige saa hurtigt, de var kom
met, fordi de syntes, at Arbejdet, der blev forlangt, var for strengt. Han var
ogsaa et meget hidsigt Gemyt og kunde blive aldeles rasende over Bagateller,
f. Eks. naar en af Kontorpersonalet ikke straks kunde finde, hvad han skulde
bruge, og der blev ikke gjort nogen Standsforskel, høj som lav maatte undgælde.
Men selv
0111
han stillede store Krav med Hensyn til Arbejdet, var han paa
andre Omraader meget omhyggelig for, at Arbejderne kunde føle sig tilfredse,
og han var derfor agtet og afholdt af dem.
Det kneb jo tit med at faa Lønnen til at strække til, og Bestyreren havde faaet
udvirket, at der blev stillet nogle Hundrede Kroner til Raadighed for ham, saa-
ledes at Arbejderne, naar der var særlige Forhold til Stede, kunde opnaa et
Laan — højst 10 Kr. Laaneansøgeren skulde henvende sig hos Bestyreren; men
det hændte tit, at Howitz efter at have hørt Mandens Ærinde kom i det stær
keste Raseri, rev sin lille sorte Kalot af, kylede den ned i Gulvet og trampede
paa den, imedens han skældte den stakkels Ansøger ud og f. Eks. kunde sige,
naar der kom for mange for at laane: »Gaa bare ud paa Gaderne og raab
med, at der er Laanekontor herinde hos Bestyreren«.
En meget ung Arbejder blev engang spurgt,
0111
han var konfirmeret, og da
han svarede ja, sagde Howitz: »Saa er De vel sagtens ogsaa gift, siden De skal
laane Penge«.
Hvis Ansøgeren kunde staa for alt dette og roligt vente, vilde han i Reglen
opnaa at faa det ønskede Laan, for naar Howitz var færdig med at skælde ud,
sagde han hyggeligt og godmodigt: »Naa, hvad var det saa, De vilde?« Og saa fik
Manden sin Anvisning til Kassereren.
Fra Kultrillerholdene kom man ind paa Retorthusholdene, og Arbejdet her
faldt i hvert Fald til en Begyndelse meget svært, navnlig Rørrensningen paa
Grund af Varmen og den temmelig store Mængde Gas, vi indaandede under
393