399 / 409
Arbejdet. Det var de saakaldte Standrør, hvori Gassen fra Retorterne gik, som
skulde renses, og naar vi tog Dækslerne af, strømmede der en Del Gas ud. Selv
om man efterhaanden vænnede sig noget til det, var det dog altid et ubehageligt
Arbejde. Ogsaa Trækning og Ladning af Retorterne var strengt, og Arbejdet
maatte gaa hurtigt, for man kunde ikke opholde sig ret længe foran de aabne
Retorter, og der maatte heller ikke slippe mere Gas ud af Retorterne end højst
nødvendigt. Ovnene i Retorthuset var delt i Afdelinger, og til hver Afdeling
hørte 2 Hold. Holdene bestod af 6 Mand, de 3 trak Koksene ud og de 3 satte
Kul ind. Trækning og Ladning foregik hver anden Time, og Arbejdet varede
ca. 1 Time, Resten af de 2 Timer, i Reglen 3A—1 Time, havde man fri og op
holdt sig i Rorgstuerne, hvor man fordrev Tiden paa forskellig Maade. De, som
Arbejdet tog stærkest paa, sad og hang over Rordene, trætte og udasede, nogle
spillede Kort og andre drak Snapse. Det var Datidens almindelige Drik paa
Arbejdspladserne; bayersk 01 var ikke kendt som nu, og Snapsen var billig —
den kostede 27—28 Øre for en Flaske — og saa strammede den op efter det
haarde Slid. .leg selv drak sjældent noget, men jeg har engang for Alvor mær
ket, hvor en Snaps kan virke stimulerende. Jeg var blevet sat til at »klinke«
Fyr i Stedet for en Mand, som var blevet syg. Arbejdet foregik paa den Maade,
at man satte et Sæt ekstra Riste ind til at bære den øverste Del af Fyret, me
dens man med en Jernstang skulde fjerne Slaggerne i Bunden af Fyret, der
tit var brændt sammen som en Jernblok, og derefter tage Ristene ud igen.
Ved Fyrene var der meget varmt; jeg har engang med et Termometer anbragt
i Arbejdsafstand fra Fyret konstateret 72° Celsius. Arbejdet var den Dag ual
mindelig haardt, og da jeg havde 2 Riste tilbage, kunde jeg ikke mere. Jeg
sad lidt og saa fortabt paa de 2 Riste, saa krøb jeg paa alle 4 op i en af Rorg
stuerne og bad Kammeraterne om at give mig en Snaps. De saa meget forbav
sede ud, da de vidste, at jeg i Reglen ikke drak Snaps, men en af dem — Chr.
Mikkelsen — saa, hvordan det var fat med mig og skænkede mig en i sit eget
Glas. Chr. Mikkelsens Snapseglas var det største paa Værket, det rummede
Vi
Pægl, og da jeg havde stukket det ud, gik jeg ned og tog de 2 Riste, der
manglede.
Der var ingen egentlig Marketender paa Værket, men der fandtes ligesom
nu nogle Kaffekoner, som fra først af var indført paa Værket af Københavns
Mælkeforsyning og først senere blev lønnet af Gasværket. De solgte Mælk og
Kaffe, men hvad man ellers havde Brug for af Mad og Drikke maatte bringes
med, og det var ikke ualmindeligt, at Arbejderne fik bragt varm Middagsmad
394