75 / 181
Studenternes Fest.
71
k g l. H ø j h e d sin Glæde over at finde sig i Studenternes Midte,
og at han følte sig stolt over den ham viste Hyldest. Med
Danmarks stolte Minder for Øje haabede han, at Konge og Folk
med Frejdighed kunde se Frem tiden imøde. Han var af den
Overbevisning, at Konge og Folk kunde love hverandre, at de
aldrig vilde opgive Haabet om, at det vilde lykkes dem at værne
om Fædrelandet saavel i aandelig, som i andre Henseender.
Derefter bragte Kedaktør, Dr. phil. C a r l P l o u g paa Stu
denternes Vegne Kongehuset følgende Hilsen:
Den akademiske Ungdom hylder Hs. Maj. Kongen som Statens
Overhoved, som det personlige U d tryk for dens Enhed og Magt, som
Lovens fødte Væ rge, som V idenskabs og Kunsts naturlige Beskytter.
Men den hylder ham tillige som den Konge, der i Gjerning har godt
gjort sin Trofasthed for mange Aar siden mod Fæ drelandet, for faa
Aar siden mod Forfatningen, idet det da lykkedes ham at føre F ri
heden uskadt igjennem en farlig Prøve.
Vi hylde ham som den
Konge, der sammen med sit Folk har baaret en stor Sorg over en
uafvendelig U lykke, og som stedse deler dets faste Haab om Gjen-
forening med vore fraskilte Landsmænd. Vi hylde ham som den, der
i (fjerning har anerkjendt Broderskabet mellem de nordiske Folk og
er rede til at fremme enhver Forbindelse mellem dem, der kan tjene
til fælles Gavn og gjensidig Tryghed. Vi hylde endelig Hs. Majestæt
som Hovedet for en Slægt, der hvad enten den forbliver hjemms ved
Tronens Fod eller spredes vidt i Verden og stiger højere i Magt og
G iands, end Danmark kan løfte sine F y rs te r, overalt medbringer og
altid vil bevare sin K jæ rlighed til det lille Fødeland.
I disse Følelser mødes Kongen og Kongehuset med den aka
demiske Ungdom. Denne nyder endnu ikke Statsborgernes R ettig
heder og er ikke kaldet til nogen umiddelbar Indgriben i Dagens
praktiske Spørgsmaal; men ligesom den lever i de store almindelige
Tanker, der bevæge Menneskeheden, saaledes leve ogsaa i den de op
højede Følelser, som holde Menneskene oppe under Livets T ryk ; og i
denne Ungdom spire de K ræ fter, der engang skulle lede Folkets U d
vikling som Embedsmænd og Borgere, som Medlemmer af Kongens og
Folkets Raad. Derfor er det et lykkeligt Frem tidsvarsel, naar den
akademiske Ungdom slutter sig. til Kongen og Kongehuset ikke blot
af undersaatlig P ligt, men af fri Villie og med oprigtig Hengivenhed.