78 / 181
74
4de Juni:
Efterstaaende Sange, den første af P l o n g , den anden af
C lir. R i c h a r d t , bleve uddelte, men paa Grund af Vejret ikke
afsungne :
1
.
Højbaarne D atter a f kongelig V ilje !
K næ sat af K irk en og døbt paa dens Tilje,
Borgerlig dog i din Fæ rd og dit Sind,
Sidder Du nu som æ rvæ rdig Matrone,
Bæ r’ om din Snelok en firdobbelt Krone,
Ungdom i Sjælen og Koser paa K ind.
Dage Du prøvede, trange og mørke,
Aandelig D y rtid og Tankernes Tørke,
Vogted dog trofast den hellige B ra n d ;
Selv mens skolastiske Spaaner Du sanked,
Under din romerske Tunika banked
K jæ rligt dit H jæ rte for Folk og for Land.
Landet er lille — Du større det bygte;
V idt over Verden Du bredte dets Rygte,
Rejste et Værn mod E robrerens Lyst.
T y g e har sat paa din Pande sin Stjerne,
Lynstraalen følger D ig ydmyg som Terne,
Smykker af Sprogguld dække d it B ryst.
Folket laa hen i Aarhundreders Dvale,
Op Du det kaldte ved Sang og ved Tale,
Daad sprang der ud af dit manende O rd;
Frem for det stilled’ Du Fædrenes Minder,
H j ærterne rørtes i Mænd og i Kvinder,
F riheden groede i Vækkelsens Spor.
H erlige M oder! D ig Sønnerne h y ld e !
Gamle og Unge din Ømhed vi skylde
Dannelsens Glæde og Kundskabens Magt.
Vær, medens Danmark paa Bølgerne svømmer,
Kilden, af hvilken dets Sundhed udstrømmer,
Sandhedens aarvaagne, frejdige V agt!