79 / 181
Studenternes Fest.
75
2
.
Vaaren er kommet, og ind hun nu henter
Alt, hvad hun forsømte bag snetunge Sky, —
Ungdom og Løvspring, og Yaar og Studenter,
De har været Venner fra Højskolens Gry!
Nylig af Skole vi slap begge To,
Hun af den hvide og vi af den sorte, —
Nu vil vi svulme, og nu vil vi gro,
Storme mod Sommerens Porte!
Vaaren studerer bestandig til Sommer,
Aarie er hun oppe og sent først i Seng;
Solen er Lærer, og Høsten er Dommer,
Mer og mer hun fylder sin Mark og sin E n g !
S a a vil vi sanke, mens Barken er blød,
Lære af Lyset, til L ivet skal dømme,
A ldrig faa nok, før i Moderens Skjød
Euldmoden F ru g t vi kan tømme!
Vaaren sit P u st mod det Gulnede sender:
Alt, hvad der var vissent, det fejer hun bort;
Bort med det Gamle — men, kjæ reste Venner,
Kun naar det er vissent og skimlet og haardt!
Vaar b ringer Strenge til Lundenes Spil, —
F rit vil vi flyve, og lyd t vil vi sjunge!
Vaar bringer Varme — og Varme maa til,
E llers var aldrig vi unge !
Foraarets Løfter — ja hvo kjender Grændsen!
Hvad kan ikke slumre bag Frugtblom stens Sne —
Hvad kan ej knoppes iløn paa B.egensen ?
Muligvis en H o lb erg ! en Ø rsted m a ask e!
Højskolens F rug ter, ja dem h ar vi set,
Men man af os det Utrolige venter;
D rak vi da Skaal for vort Universitet, —
Skaal nu for Danmarks Studenter!
Hermed var den officielle Festlighed endt; men de aller
fleste af Deltagerne forbleve endnu til Trods for Vejret en rum