93 / 181
Proinofcionsfesten.
8 9
Svarene paa disse sex sidste Deputationer samlede R e k t o r
i følgende Tale:
De Henvendelser, som Forsam lingen nu sidst liar liørt, liave alle
et vist Fæ llesskab i Oprindelse, idet de alle udgaa enten fra Mænd,
der med os dele Læ rerkaldet, eller fra den Ungdom, der endnu
slutter sig til Universitetet som søgende Belæ ring der. I alle disse
Henvendelser føle vi en Aand ytre sig, som dybt forpligter os til
Paaskjønnelse. Vi glæde os over, at man har anerkjendt, at vort
Universitet uden skinsygt at vogte over, hvad det troede at være
sit, og uden ængsteligt at sætte Grænser der, har ladet Anstalter
udgaa og sondre sig, der skulde overføre, hvad der her foredroges
i Videnskabens strænge theoretiske Form, i videre K redse til praktisk
Anvendelse.
Saavel glæde vi os over V idnesbyrd fra den Anstalt,
som næsten er en Del af os ved for en stor Del at have fælles Læ
rerpersonale med os, som ved V idnesbyrdet fra den Anstalt, der
videre har udsondret sig fra os, men som har været villig til at
bevidne sin Oprindelse.
E n særlig Følelse af Glæde og Paaskjøn
nelse fremkalder hos os den Udtalelse, vi hørte fra Danmarks Offi
cerskole.
Vel er det sagt fra Oldtiden:
Liter arma silent musae:
„Muserne forstumme under Vaabenlarm“ ; men vi erkjende alle, at Mu
sernes Helligdom trænger til kraftig Beskyttelse, at den stille Fredens
Fæ rd ikke kan udvikle sig, naar den ikke er forbunden med et
Manddommens Mod til at værne om sin Bestaaen.
Det har glædet
os at høre, at det erindres, at naar Fædrelandet kaldte sine Sønner
fra Universitetet, saa har det villig sendt dem, og det er mig kjæ rt
at turde udtale, at den danske Hæ r i dette Øjeblik i sine Rækker
tæ ller en talrig Skare levende V idner om, at Universitetets Sønner
gjerne fulgte Kaldet, og fulgte det med en saadan Iver, at de varig
bleve Hærens Sønner. — Det er natui-ligt, at jeg med en særlig In
teresse dvæler ved den Hilsen, der kom fra de Læ reanstalter, der
forberede Ungdommen til Universitetet, der sende os vore Lærlinge.
Vore Virksomheder smelte saa nøje sammen, at vi ikke kunne
be
trag te dem anderledes end som i deres inderste Væsen sammen
hængende og dannende en Enhed.
Den Følelse a f Tak, som jeg
her
h ar at udtale, faar for mig en inderligere K arak ter ved
den person
lige E rindring om det næ re Forhold, i hvilket jeg i en Række at
Aar har staaet til Danmarks . lærde Skoler.
Je g
har fulgt deres
Virksomhed med Kj ærlighed og bevaret den bedste
Erindring
obo.
dette Forhold.
Og med denne Følelse, men aom en
ikke Mol
jp-ejf-