95 / 181
Promotionsfesten.
91
Yi ere udsendte fra Christiania Universitet for at frembære dets
Lykønskninger til denne Højtid.
Vi smigre os med, at blandt alle
Fremmede er der vel næppe nogen, som vil lindes nærmere til en
saadan Deltagelse end netop vi Nordmænd, der i saa mange Han-
seender ikke ere Fremmede. Vi maa jo erindre, at Kjøbenhavns
Universitet gjennem lange T ider ogsaa har været et norsk Universitet;
norskfødte Mænd have været med at beklæde dets Lærestole, norske
Ynglinger have Side om Side med deres danske Brødre her mod
tag et deres videnskabelige Indvielse, og hvad der af højere Lys har
været spredt i vore fjerne Dale, har for en væsenlig Del havt sit
straalende M idtpunkt i denne Sal.
Og da det endelig blev os for
undt i Begyndelsen af dette Aarhundrede ogsaa at faa et saa dant
M idtpunkt i vort eget Land, kan vort Universitet i mange H en
seender siges at være udgaaet fra det kjøbenhavnske. Alle det nye
Universitets Læ rere havde her faaet sin videnskabelige Uddannelse
og flere af dem gik endog um iddelbart over fra de kjøbenhavnske
Lærestole; de akademiske Indretninger her nede tjente for en stor
Del som Forbillede for os, og hvor der i de endnu uudviklede Fo r
hold fandtes Tilfælde, hvorom intet udtrykkelig var bestemt, tog man
uvilkaarlig de danske V edtægter og Skikke til Mønster.
C h r i s t i a n i a s U n i v e r s i t e t e r en D a t t e r a f K j ø b e n h a v n s ,
og om det første end nu haaber at være modnet frem til en ikke
uværdig, selvstændig L igestilling, saa skal det oprindelige Forhold
aldrig glemmes, og F rændskabet og en gjensidig velsignelsesrig In d
flydelse skal ikke tabe i Betydning, om Forholdet nu end fra Af
hængighed er gaaet over til en fri Vexelvirkning og Kappestrid.
Vi komme altsaa her med en levende E rkjendtlighed for, hvad
K jøbenhavns Universitet har været, og med de varmeste Ønsker og
lyseste Forhaabninger om, hvad det fremdeles skal vorde.
Skjønt nære Frænder ere vi dog nu saa vidt skilte, at „Næ r
heden ikke længer blæ nder“ , og vi tør nok stole paa Upartiskheden
og Æ drueligheden i den almindelige og levende Følelse, at K jøben
havns U niversitet har i det henrundne lange Tidsrum med stor Hæder
fyldt sin Plads og gjort sin G jerning.
Fo r ikke engang med et
Ord at nævne nogen af de hengangne Storheder, hvoraf Kjøbenhavns
Universitet kan være stolt, saa er der i den nulevende Læ rerstand
allerede mange, der, som D igteren sang igaar, „i Fædrelandets
Skjolderand have indristet Navne, som ikke skulle glemmes“ .
Vort Haab om Frem tiden er derfor stort og velgrundet.
Vi
Nordmænd kunne m indst være blinde for, at navnlig i et lidet Folk