349 / 420
330
men K ong en1), opstod i 1646 Tvist, om Universitetet eller Magistraten
havde a t serge for deres Oppebørsel og Aflevering til Rentekammeret. Striden
fremkom i Anledning af, at en Del af Bogtrykker Salomon Sartors Fo r
mue efter hans Død var tilfalden hans Broder, Bogtrykker Johan Hanche
i W ittenberg, som havde efterladt Sjette-Pengene deraf, 58 R d lr. 32 Sk.,
hos Bogtrykker Melchior W inkler, som var bleven g ift med Sartors E n k e ;
han havde igjen indb etalt dem til Rektor Klaus Plum , fra hvem de vare
bievne indbetalte paa Rentekammeret. Uden Hensyn h ertil sagsøgte
im idlertid M agistraten Melchior W inkler til a t udbetale Beløbet til den,
men H. D. D., som afsagdes den 17. Apr. 1 6462), lø d :
„Endog Borgmester og Raad, saa vid t de paa Melchior W inkler,
som en Borger, om den 6te P a rt af Salomon Sartors udførte Arv til Kong.
Maj. a t udgive, døm t have, ikke anderledes dømme kunde, end sket er,
dog efterdi Arven er falden efter Salomon Sartor, som var under U n i
versitetets Ju risd ik tion , og rector academiæ derfor den sjette P a rt af
samme Arv hos hans efterladte Enke h ar ladet deponere og siden paa
Renteriet levere og derfor er k v itte re t: er derpaa for Retten afsagt, at
Melchior W inkler bør for denne T iltale fri at være, og K jøbenhavns By
ingen Rettighed at have sig noget a t tilholde af den Arv, som falder
efter dem, som under Universitetets Jurisdiktion befindes.“
En R et til selv a t beholde Sjettepengene indrømmedes Universitetet
ved Bevill. 18. Novbr. 1690, og denne R et er ikke bortfalden ved ø v rig
hedsmyndighedens Ophør, hvilket ses af, at Konsistorium endnu ved
Resol. 22. Maj 1810 bemyndigedes til at afslutte en Overenskomst med
Leipziger U niversitetet om A fdragsrettens Ophævelse3).
For saa vid t endelig Bevill. 18. Novbr. 16904) ogsaa tale r om Bøder,
maa derved tænkes paa saadanne, som skulde erlægges af Universitetets
undergivne; men i øv rig t er Sammenhængen med denne Bevilling ikke
saa ganske klar, i det Universitetet, som Regnskaberne udvise, længe for
inden plejede a t tage Bøderne, som erlagdes af akademiske Borgere, til
Indtæ gt, endog hvor Talen var om saadanne Forseelser, der ikke hørte
under Universitetets Ju risd ik tio n 4), uden at der noget Steds findes ta lt om
Aflevering af en Del af disse Bøder til Kongen, og denne R et vedblev Univer
sitetet a t øve selv efter 1 6 60 5), saa at det er vanskeligt a t sige, hvilke
Bøder Resolutionen egentlig liar tænkt paa.
For øvrigt ophørte Retten
snart a t have praktisk Betydning, i det de akademiske Borgeres Forseelser
mindskedes, eller man i alt Fald undlod a t paatale dem. Endnu den
19. Maj 1749 leveredes der vel Notaren, P ro f Anchersen, en Række An
meldelser om Lejermaal, begaaede af Studenter, som skulde kommuniceres
Kvæstor, Baron Holberg, for a t han kunde inddrive Bøderne; men efter
O II. D. D. 20. Juli 1630 (Tillæg); Erklæring 4. Marts 1G34 og 29. Decbr. 1G3G
(Kopi B. S. 35 og 139).
Fdg. 6. Apr. 1610: Lille Reces 1615 Art. 30; Filg.
1. Maj 1618: St. Reces II—7—2; D. L. 5—2—76. — 2) Geh. Ark. Domsbog Nr. 20
fol. 342. -— ;!) Engelstoft: Annaler 1810 I. S. 263. — 4) Jfr. Rtk. Skr. 29. Decbr.
1690; 3. Oktbr. 1691 (Rtk. Ark.). — 5) Regnskab 1648—49: Mulcta studiosorum:
L. Arendtsen, sonr stak den Karl paa Kristianshavn, efter sit Brev 20 si. Drl.
1651—52: Titus Islandus, P. Rasmussen, Kristen Gundersen, so mit beim Todt-
sclilage gewesen, 15 Rdlr. — B) Jfr. Regnskab 1685—86: Severinus Capellini,
rector scholæ Neoburg. rester for tildømt Mulkt 5 Rdlr.