37 / 420
18
juramentum, e f t e r s o m h a n i k k e t i l f o r n h a v d e b e t j e n t n o g e n
B e s t i l l i n g u d i A k a d e m i e t e l l e r p a a P r æ d i k e s t o l e n . Men
at Princippet dog ikke i alle Tilfælde fulgtes, fremgaar af Kanslerens Svar,
„at det ikke gjordes Behov at molestere Kongen i den Anledning; hans
Vokation1) var klar nok, og det var bedst, at man forholdt sig herudi
som med andre, der vare kaldede til proff. theol.“.
Selv de Professorer, hvem Forpligtelsen udtrykkelig var paalagt,
vare imidlertid næppe alle ivrige for at efterkomme den. I alt Fald
maatte Rektor oftere minde derom.
Den 10. Febr. 1694 propo-
nerede han saaledes, at Professorerne i Almindelighed vilde erindre
sig deres ordinære Disputatser, og at i Særdeleshed de, der endnu ikke
havde disputeret pro loco, vilde mindes deres. Den 3. Maj 1710 pro-
ponerede han igjen, at Proff. Lintrup, Frølund, Anchersen og Vandal
maatte erindres efter Loven og deres udgivne Kaldsbreve at dispu
tere pro loco. Efter 1720 omtales Disputatsen ikke længere i Kalds
brevene; men lige fuldt bestod dog Forpligtelsen dertil i Følge D. L. og
Fdts. 31. Marts 1732 § 7, som endog tilføjede, at en Professor ikke
maatte nyde nogen Len, forinden han havde disputeret. Men dette Lov
bud blev heller ikke efterlevet, hvilket klart fremgaar af en Forhandling i
Konsistorium den 14. Juni 1783. Da valgtes A. Kali til Rektor, og ved
denne Lejlighed ytrede Konsistorium Ønsket om, at saa vel den nyvalgte
Dnus Rektor som de øvrige domini consistoriales, der ej endnu havde
disputeret pro loco, ej vilde tilsidesætte den i Fundatsen anbefalede Pligt,
men, saa snart ske kunde, efterkomme samme. Konf.-Raad Obelitz gjorde
ved denne Lejlighed gjældende, at han formentlig havde opfyldt Fundatsens
Bydende, da han i Decbr. 1754 uden Ansøgning var bleven udnævnt til
Professor og i Maj 1755 havde disputeret i det øverste Avditorium
opponentibus professoribus2), skjønt han ved den Lejlighed tillige disputerede
for Doktorgraden, tilmed da hans Disputats var 11. Ark stor og altsaa
i fornødent Fald havde kunnet passere for 2. De andre Professorer vilde
imidlertid ikke gaa ind paa denne Betragtning, og den blev ogsaa udtryk
kelig underkjendt ved Fundats 7. Maj 1788 Kap. I § 14. Denne Fundats
har fremdeles fastholdt den ældre Regel, og dette er sket med beraad Hu
„I Særdeleshed var det at ønske“, hedder det nemlig i Dr. Jansons Plan,
”at den med god Grund anordnede disputatio publica pro munere profes
soris ikke maatte undlades, og at de, som endnu staa tilbage med samme,
dertil maatte forbindes, samt at det for Fremtiden maatte blive fastsat,
at enhver Professor strax inden et Aars Forløb efter sin Udnævnelse skal
fyldestgjøre denne P lig t; thi ingen duelig Lærer kan undslaa sig for at
forsvare og ved en vel indrettet Samtale med andre lærde nærmere at
oplyse, hvad han selv har tænkt og udarbejdet i en Materie, og naar
uduelige derved afskrækkes fra at trænge sig ind i lærde Embeder, saa
er dette meget gavnligt for Universitetet og Videnskaben“. Skjønt den
1) Kgbrev 9. Maj 1664 (Sj. Tegn.). — 2) Sulim: Skr. XV. fe. 208.