41 / 420
22
for de filosofiske Fag som Følge af, at Brevene ikke udstedtes paa
Professorater i bestemte Videnskaber, men ordentligvis paa Professorater
inden for et vist Fakultet. I de højere Fakulteter, som kun omfatte
flere Bestanddele af en og samme Videnskab, kunde denne Fremgangs-
maade endda passere, men anvendt paa det filosofiske, hvis Medlemmer
havde at foredrage Læreemner af væsentlig forsk] elligartet N a tu r, blev
den en fuldstændig Urimelighed.
Det havde Kong Kristian IV. selv
erkjendt i sine Noveller. Forinden deres Udstedelse havde nemlig Uni
versitetet selv uddannet en Oprykningsorden, i Kraft af hvilken navnlig
de pædagogiske Professorer ved Vakance rykkede op til at beklæde
ordinære Lærestole i det filosofiske eller i de højere Faku lteter1), saa
at kun undtagelsesvis nogen umiddelbart beskikkedes dertil2). I et Ind
læg 26. Septbr. 1648 3) fra det filosofiske Fakultet i den Vikariatsstrid,
som vil blive omtalt neden for, hedder det saaledes, at Th. Fincke var
en af de sidste, som 1590 kaldtes til fuld Profession, medens de andre
havde maattet begynde neden fra. Inden for de ordinære Filosoffers Kreds
fandt der dernæst ogsaa fra gammel Tid en regelmæssig Bytten af Lære
stole Sted, der vel hovedsagelig skyldtes de enkelte Professorers større T il
bøjelighed til at docere et vist ledigt Fag fremfor det, der aktuelt var til
faldet dem4), men dog for en Del ogsaa havde sin Grund i økonomiske
Hensyn, som vi senere ville komme tilbage til. Samtlige disse Omskift
ninger forbødes ved Novellernes Art. 115), som ved Siden af, at den vare
tog Professorernes økonomiske Interesse paa en Maade, som senere vil
blive omtalt, paabød, at enhver skulde betjene den Profession, som han
havde disputeret for og var kjendt dygtig til. Men til denne Regel føjer
dog allerede det samtidige Udkast til Læreordningen en Undtagelse for
det Tilfælde, at ingen bedre maatte findes, og vedkommende var bedre
forfaren i den vakante Profession end i den, hvortil han først var kaldet.
I Overensstemmelse hermed fandt endnu senere jævnlig en Skiften af Fag
Sted først med Kanslerens, men efter 1660 blot med Konsistoriums
Samtykke, hvorfor Udkastet 1691 formulerede Reglen derhen, at enhver
Professor skulde betjene den Profession, som han fandtes dygtig til efter
Rektors og Konsistoriums Tykke.
I
Virkeligheden vilde dette imidlertid
kun sige, at Fagene fremdeles opteredes efter senium. Selvfølgelig brugtes
denne Optionsret ikke, naar en Professor, som f. Ex. Ole Rømer6), havde
været saa heldig strax at blive beskikket til Professor i sit egentlige F a g ;
men derimod benyttedes den hyppig i andre Tilfælde. I A. C. 6. Marts
1661 hedder det saaledes, at M. Vindingius opterede den ved P. Spormands
Død ledig bievne hist.-geogr. Profession, da ingen af senioribus profes-
soribus in philosophica facúltate vilde antage den, og den 11. Jan. 1730
opterede Assessor Holberg samme Profession, der nu var bleven ledig
efter Assessor Magnussen7). Denne Option blev imidlertid atter forbudt ved
O Rørdam III. S. 212, 252 m. fl. — 2) Rørdam III. S. 143. — 3) Kopi B. —
4) Rørdam I. S. 224, 272 m. fl. — 6) Nyernp: Annaler S. 57. — fi) Jfr. Reitzers
Beretning. — 7) Nyerup: Annaler S. 245.