38 / 420
19
anførte Regel herefter formelt endnu er gjældende Ret, er den dog ikke
nogen Sinde bleven efterlevet, og den bedste Grund hertil turde uden
Tvivl være at søge i den Kjendsgjerning, at den ikke synes at have
nogen rigtig Mening; thi medens det vel lod sig forklare, om Lovgiv
ningen opstillede Disputatsen som en forudgaaende Betingelse for Ansæt
telsen, er Paalægget om dens efterfølgende Afholdelse mildest ta lt et
ørkesløst Besvær. Praxis har derfor i paakommende Tilfælde realiseret
det, der maa formodes at være Bestemmelsens Tanke, i en anden Form,
nemlig ved foreløbig Ansættelse som Adjunkt, Docent eller Lektor1).
Det første Spor til en Konkurrence om Lærerposter har man ikke
ment at kunne finde før i Aaret 1712 2); men i Virkeligheden ligger det
dog betydelig længere tilbage. Det var nemlig kun en simpel Gjennem-
førelse af Tanken i Novellernes Bestemmelse om Disputatser, at flere
Ansøgere hver for sig stededes til D isputats, hvorefter d e n , der be
fandtes dygtigst, erholdt Pladsen, og i fuldkommen Overensstemmelse
hermed kan ogsaa Tanken om Konkurrencers Afholdelse spores tilbage til
Kristian IV.s T id 3). Egentlige Konkurrencer i moderne Form begyndte
dog først at holdes i forrige Aarhundrede4), og den første, som danner
den værdige Indledning til alle de følgende, er den tidligere omtalte
Konkurrence om det juridiske Professorat efter A. Høiers Død i Aaret
1740, i hvilken Kofod Ancher sejrede, men med Forpligtelse til af sin
Lønning at afgive 200 Rdlr. til Stampe og 100 Rdlr. til Møllmann5).
E t Lovbud, som positivt paabød Konkurrencers Afholdelse, findes
dog ikke før Fdts. 7. Maj 1788 Kap. I § 13, hvorefter Reglen er den,
at de skulle finde Sted, for saa vidt der til et akademisk Lærerembede
findes flere kompetentere, mellem hvilke Valget kunde være tvivlsomt.
I Henhold til denne Forskrift er senere en Række Konkurrencer bleven
afholdt6), hvori det en enkelt Gang ogsaa er blevet tilladt Udlændinge
at deltage7); men for at kunne beskikkes til Professor maa vedkommende
dog i Følge Indfødsretten 15. Jan. 1776 § 1 ogG'rl.s §17 være i Besid
delse af Indfødsret. Inden 1776 nejedes derimod Fundats 31. Marts
1732 § 95 mod ceteris paribus at love indfødte Fortrinnet.
Universitetets Kaldelse til en Profession skete altid først efter indtraadt
Vakance, hvorimod Kongerne vel fra gammel Tid rekommenderede Personer og
lovede dem eventuel Ansættelse8); men dog tør vi ikke paastaa, at Udstedelsen
*) Selmer: Aarbog 1844 S. 26—30. Linde: Meddel. 1849—56 S. 319—21.
Goos: Aarbog 1874—75 S. 155. — 2) Akad. Tid. I. S. 135. — 3) S. 12 N. 8.
Kristian Ostenfeldts Indlæg 13. Maj 1659: Et (Exempel) kan jeg dog nævne,
nemlig Dieterici, som liøjt trængte paa sin kongelige Forskrivelse til professionem
eloquentiæ. Men da han fornam, at han skulde undergaa sligt et specimen publi-
cum, blev han med alle borte og efterlod Stougardio den provinciam. —
4) Selmer anf. St. Baden: Univ. Journal II. S. 140; Nyerup: Annaler S. 310—11.
— 5) Rskr. 30. Oktbr. 1739; 28. Juni 1740; 4. Avg. og 27. Oktbr. 17 4 1: Ansøg
ninger og vota i Danske Saml. V. S. 239. — 6) Baden: Univ. Journal I. S. 99.
Selmer: Akad. Tid. I. S. 13 5 ; Aarbog 1842 S. 32; 1843 S. 33, 36; 1844 S. 55;
1845 S. 24; 1846 S. 33; Linde: Meddel. 1849—56 S. 272—78; 1857—63 S. 157—59.
Aarbog 18 71—73 S. 136—39. — 7) Linde: Meddel. 1849—56 S. 276. — s) Rørdam
IV. S. 393. Ovfr. S. 1 1 —12.