77 / 420
58
indrettes til akademisk Brug. Konsistorium modsatte sig vel dette For
slag af Hensyn til Kollegiernes private Natur og Bestemmelse; men
Patronen indstillede desuagtet Forslaget, som bifaldtes af Kongen. Der
efter emanerede Bskr. 7. Maj 1802. Efter Universitetsbygningens Brand
i 1807 maatte man hjælpe sig, som man kunde, indtil den ny Univer
sitets-Bygnings Indvielse i 1836*). Derefter er den ældre Tids Fattig
dom bleven afløst af en rigelig Forsyning med Avditorier, i det der nu
i selve Universitetsbygningen findes 10, i Biblioteksbygningen 1, i
Kommunitetsbygningen 2, et mineralogisk og et zoologisk, i det natur
historiske Museum 1, i det kemiske Laboratorium l 3) og i botanisk
Haves Museumsbygning 2 samt paa kirurgisk Akademi 2 og i den fysio
logiske Læreanstalt 1.
Om Forelæsningssproget have vi ikke andet at berette, end hvad der
findes meddelt i N. M. Petersens Lit. Hist. IV. S. 67 - 7 0 og særlig om
Gunnerus’s Forslag til Indførelse af danske Forelæsninger i Nyerups An
naler S. 393, hvortil vi derfor nøjes med at henvise, i det vi blot tilføje
den Bemærkning, at ligesom det latinske Sprog ikke er bleven indført
ved noget Lovbud paa Forelæsningsomraadet, saaledes er det heller ikke
bleven afskaffet ved noget saadant paa dette som paa andre Omraader, men
det er Sædvanen, som har indført og efterhaanden atter fortrængt det
gjennem en Udvikling, hvis første Begyndelse alt kan dateres tilbage til
Midten af forrige Aarhundrede, i det Prof. H. P. Anchersen i Aaret 1754
indbød til den første danske Forelæsning ved Universitetet, der handlede om,
hvad en Hofmester bør vide.
I Henseende til Forelæsningsmaaden mærkes den ovfr. I. S. 86 anførte
Bestemmelse i novellæ constitutiones, som strængt forbyder den unyttige
Dikteren. Til Trods herfor vedblev dog Dikteren selv efter den Tid til
en vis Grad at være i Brug. Den 15. Jan. 1650 foreholdt nemlig Rektor
professoribus fac. philosoph., at hver af dem ligesom theologi skulde dik
tere auditoribus lectiones, om de ikke vilde meget, saa dog noget korteligt,
som auditores kunde have ligesom en textum at referere til, hvis vidt
løftig blev expliceret. Udkastet 1691 foreskriver derfor ogsaa, at Profes
sorerne ikke maatte forhale Tiden med vidtløftig Dikteren, men dog
maatte de vel diktere noget, paa det auditores desto bedre kunde forstaa
Forklaringen og have noget til at bevise deres Flittighed med. Fundats
7. Maj 1788 giver ingen udtrykkelig Regel herom, men indskærper derimod
et andet gammelt Paalæg, nemlig at Forelæsningerne ikke maatte være
for vidtløftige. Ogsaa herom henvises til Forskriften i novellæ consti
tutiones og Fundats 1691, der paabød, at hver Professor skulde forelæse
det, som var mest nyttigt for Ungdommen, og det med den Korthed, at
han, saa vidt muligt, i et Aar eller to kunde fuldende den Materie, han
havde begyndt, eftersom studiosi ikke forbleve saa længe paa Universi
J) Jfr. Engelstoft og Verlauff S. 77—90. -— 2) Linde: Meddel. 1849 56 S. 684.
— 3) Linde: Meddel. 1857—63 S. 549—57; jfr. Engelstoft og Verlauff S. 69 N. a.
— 4) Selmer: Aarbog 1847 S. 57.