HavnetIGrøften

Naar Dagen sænker sig træt og varm

bag

usets mørknende Kroner,

D it Ø re fanger bag Byens Larm

som fjerne flygtige Toner,

og endt er Arbejd’, glemt er Alder,

kun Aftenskumringens Guldskær kalder

til Tivoli.

AA LED E S lyder det i den vemodig*stemnings*

fulde V ise »I Tivoli«, som

Carl Dumreichev

skrev ved Studenterforeningens Nytaarsgilde

den 9. Januar 1909, en Vise, der giver, hvad TE

voli rummer af Poesi og Minder om ældre og yngre Dage,

Minder fra den Tid, man selv var ung og saa alt i et rosen*

rødt Skær, og om Nuets Tid, hvor man er blevet gammel

og graa og lever tilbage i Erindringen om den svundne

Ungdom.

Da Tivoli den 15. August 1843 første Gang aabnede sine

Porte for et stort og i høj Grad interesseret Publikum,

var Pressens Anmeldelser af denne historiske Begivenhed

overordentlig velvillige, dog med Undtagelse af to Blade:

Corsaren

Kjøbenhavnsposten.

Corsaren

oversaa fuldstændig

Georg Carstensen,

dens Redaktør,

A . M . Goldschmidt,

lod ham føle sin iro*

niske Opfattelse af ham.

Københavnspostens

Redaktions*

sekretær og senere Redaktør,

I. P. Griine,

fulgte af et godt

Hjerte sin Ven Goldschmidts Eksempel og skrev saaledes

i sit Blad den 2. September profeterende om Tivoli: »Det

to r d e

allerede vise s i g

, at dette Etablissement,

uagtet alle Entrepreneurernes Anstrengelser, ikke vil være

i Stand til for en længere Tid at sikre det den attraaede

B etydn ing ..«