HavnetIGrøften

»Aborren «,

med hvilken han foretog sin allerførste Luft*

fart Søndag den 25. August 1889,

»R ødspæ tten «

eller

»Kug*

len«,

der bar ham ved hans 117. og sidste Opstigning i

1905, pilsnart forsvandt i Skyernes Rige.

»G rø ften «

i Aaret 1900 stod overfor et Lejerskifte,

vakte det stor og udelt Glæde hos Publikum, at Tivolis

Direktion, i Spidsen for hvilken dengang stod Grosserer

S. T hrane,

valgte Luftskipper

Lauritz Johansen

som Le?

der af Kafeen, thi en bedre Mand kunde der næppe tæm

kes, da han netop var i Besiddelse af de Egenskaber, en

ideel Restauratør skal have: Dygtighed, Lydhørhed for

Publikums Ønsker, Elskværdighed blandet med Myndig?

hed og fremfor alt Popularitet.

A lt dette havde

Lauritz Johansen,

men der var dog en

eneste Ting, som han vist ikke havde, og som neppe no?

gen huskede paa, at han burde have haft: Borgerskab som

Aéronaut, d. v. s. som Luftskipper. Den sidste, der kunde

fremvise et saadant, var nemlig

J. W

D . B. M o yel,

som

den 21. Maj 1872 af Københavns Magistrat »vandt i Lien?

hold til Næringslovens § 3 Borgerskab som Aéronaut«;

senere er der næppe udstedt noget saadant.

Paa Grund af

»Skipperen«

s store Folkekærhed blev

»G røften «

et Centrum for alle, Københavnere som Pro?

vinsianere, for Forfattere, Journalister og Kunstnere, men

at nævne Navne paa, hvem der kom, er ugørligt, thi det

vilde være lettere at sige, hvem der ikke kom. Men en

skal dog nævnes, og det er Kaptajn

W ilhelm W eiss,

der

med et

Bomber og Granater

tog Plads ved Siden af nogle

af sine Bekendte, hvorpaa han bestilte en »Bayser« samt

et Par Stykker Smørrebrød med Køkkensalt til. Her nede

kendte alle Gæster saa at sige hverandre, og vilde man

træffe en Bekendt paa en af Tivolis store Festaftener,

hvad der kan være lige saa vanskeligt som at søge efter

en Knappenaal i en Høstak, kunde man sikkert træffe ved?

kommende i

»G r ø ften «;

der gik man næppe forgæves.