HavnetIGrøften

Det Navn havde Klang hos alle, kun ikke hos

»Skippe*

ren«

selv; thi han yndede ikke Ordet Grøft, der for ham

kun rummede mindre behagelige Minder fra hans A scem

sioner. Paa en af disse, der førte over Sundet, blev han

nemlig med sin Ballon grebet af en Hvirvelvind, som foer

saa ilde med dem, at den kastede baade Ballon og Lufts

skipper i en veritabel Vejgrøft ovre ved Kyrkhedinge, et

Par Mil Nord for Malmø.

Siden den Tid havde Johansen en forklarlig Uvilje mod

alt, der kaldtes Grøft, og han var i Virkeligheden noget

ked af Restaurantens folkelige Navn.

Da Tivoli lukkede sine Porte efter Sæsonen 1919, var

det sidste Gang, Publikum havde haft Lejlighed til at

hilse paa

Lauritz Johansen,

thi hen paa Efteraaret mods

tog hans talrige Venner det sørgelige Budskab om, at nu

var den Mand, der i 30 Aar havde været knyttet til Tivoli,

dels som Luftskipper, dels som Restauratør, afgaaet ved

Døden.

Nem t var det ikke at finde den, der skulde løfte Arven

efter ham og holde Traditionen vedlige i

»G røften «,

Direktør

Arne Petersen

havde et meget vanskeligt Hverv

ved at skulle vælge mellem de mange, hver for sig ud*

mærkede Ansøgere til den ledige Restaurant, men en

skulde og maatte jo blive den foretrukne.

Det blev

Christian Petersen,

i hvis Turban Appelsinen

faldt, og han var en Mand, som Københavnerne, ikke

mindst Amagerne, udmærket godt kendte baade af Navn

og af Gavn.

Ude paa Amager, ved Siden af

»D y v e k e «

s formodede

Sommerbolig, laa omgivet af en stor Have, den gamle

Landevejskro »

Røde Kro«,

der var blevet købt af

Chri*

stian Petersen

og af denne omdannet til et hyggeligt Fors

lystelsessted med tilhørende Teater, paa hvilket opførtes

folkelige Skuespil og Vaudeviller.

Sjælen i

»Røde Kro«

var

Christian Petersen,

thi han var