88 / 275
84
F O R A N FOLKETS LUKKEDE H A V E
Du har stænget din Port, og din Have er død;
kun en vildsom fandt Vej til Portalen —
kun en Graaspu rv saa graa, som den Vinter, der brod
over Byen paa Gudens Befalen.
Du har stænget din Port, og nu standser jeg her,
medens Ungdommens Drømme og Syner
træd e r m inde stæ rk t frem og kommer mig nær
som Himmelen selv, naar det lyner.
Og i Drømme og Syner — i Mindernes Dragt —
i det, der gi’r Fortiden Handling,
frem træder du selv i din festlige Pragt
underkastet en indbildt Forvandling.
Og jeg ser dig i Lysflimmers dragende Skrud —
— en Prinsesse til hvem alle bejler —
Fra Orke stre sti’r Plymnerne brusende ud,
og hver Tone i Gangene sejler.
Og det klinger og ringer som Tusinde — Fryd
under T ræe rne s løvtætte Kupler,
mens du kalder os alle: »Kom blot, og nyd,
hvad jeg rækker dig, helt uden Skrupler!«
Du har stænget din Port, og din Have er død,
men jeg ved, at en Gang skal det vaares;
og da skal paany jeg i Festglædens Glød
af din Dejlighed a tter bedaares.