82
T id havde væ ret en Dødssejler . . . . og nu har han faaet
en formidabel Sukces med Revyen: »Gaa med i Lun?
den« — ude paa »Over Stalden« Teatret.«
»Naa, ja . . . . j a . . . . det kan jo godt være, at Aare?
ne har gjort mig blasert . . . . men jeg kan sku ikke li’
Funkis . . . . det er . . . . det er . . . . ja, det er som Sød?
mælk for en Sviregast . . . . maa jeg betale.«
Den ældre Herre forlader »Grøften«. — Der er en
Stejlhed i hans Holdning, og hans Gang virker trodsigt
trampende. Han er Symbolet paa den gamle Tid, der kænv
pende med den nye, som sejrrigt vinder frem, til det
sidste søger at sælge sit Liv saa dy rt som muligt, men
det er jo Livets Lov, at Ungdommen efterhaanden sæt?
ter sine Meninger igennem, at den nye Slægt kommer til
at præge Tidsbilledet, for saa engang naar dette Slægt?
leds Kulmination er naaet, at fortrænges af andre.
Saaledes ser vi det ske overalt . . . . det er den gyldne
Regel . . . . den Regel, som dog ogsaa ejer Undtagelser,
og betrag ter man Bybilledet af København og sammen?
holder det med de forskellige Erindringsbilleder, man har
af den store By fra sine første Ungdomsaar, da staar
alt i Udviklingens og Forvandlingens Tegn . . . . men her?
inde i den halvfemsaarige Have og i den lige saa gamle
Kro gaar Livet uberø rt af T idens hektiske Strømninger.
Her mødes som for Slægtled tilbage det gode Borger?
skab i friske og luftige Omgivelser . . . . her udpakkes
Mors veltillavede »Klemmer« og Familielivets Søndags?
hygge gør selve Hverdagen festlig og lys.
I »Grøften« lever og gror alt i Folkelighedens saftige
Muld.
Den store Hjertelighed, det gode Humør og det joviale
Sindelag er uskrevne Love, som Gæ sterne ubevist bøjer
sig ind under, og skønt T idens Ungdom paa mange Maa?
der gaar frem ad nye afstukne Stier, rasende mod tid?
ligere Slægters Overleveringer, Anskuelser og Meninger,