HavnetIGrøften

»Meget gerne, Hr.

Valeur Fausbøll,

og hurtigt derefter

sæ tte r jeg et skummende Krus 01 foran den stilfærdige

altid travlt optagne Forfatter, Foredragsholder og Sekre«

tæ r i Skuespillerforeningen, som nu sidder med en Mæng?

de T ryksager foran sig.

»Ja, nu varer det en 14 Dages Tid, før De ser mig

igen,« siger han, »om en halv Time rejser jeg fra Byen.«

»Naa, saa skal De have en haard t tiltrængt Ferie.«

»Ferie, ja, det kan man godt kalde det, jeg skal be*

søge hen imod 10 Byer i denne T id og holde Foredrag i

dem alle.«

»Er det ikke trættende, saaledes stadig at være paa

Farten?«

»Aah, baade ja og nej . . . . man delagtiggør jo andre i

sine mange Oplevelser og har samtidig den Glæde at

genopleve alt det skønne og herlige, man har mød t . . . .

og det er som et helt Foryngelsens Bad.«

— »At Arvid Ringheim ligner en Viking er jo intet

Under,« hører jeg Redaktø r

Espersen

bemærke til en

Herre af sit Selskab, og jeg følger spændt, hvor Hr. Es*

persen vil hen med den Bemærkning; thi rund og frodig,

som han er af Ydre, saaledes er han ogsaa af Humør,

jeg ved, at det bærer hen imod en vittig Point.

Da ser jeg pludselig foran mig de to saa populære

Skuespillerbrødre,

A rvid

V iking Ringheim,

og dem

følger det sidste Skud paa Stammen, den yndige Sangers

inde

Gudrun Ringheim,

Arvids talentfulde Datter, der

som Refrainsangerinde fik Ilddaaben afvigte Vinter i

»Wivex«, og som netop denne A ften sammen med Fade?

ren har op traad t i »Glassalen«, og jeg forstaar nu tik

fulde, at det var dette Selskabs Indtræden, som fik Hr.

Espersen til at falde for en medfødt T rang til vittig og

spidsfindig Tale.

— »Jeg tro r ikke, jeg er særlig stæ rk t paavirket af

gamle Fordomme, skønt Ungdommen vel nok vil paastaa